EG har ansat Rikke Bertelsen som ny salgsdirektør med ansvar for boligadministrationsområdet.
Det oplyser softwarevirksomheden i en pressemeddelelse.
Rikke Bertelsen har ifølge EG mere end 20 års erfaring i salg og forretningsudvikling. Nu skal hun stå i spidsen for at styrke kundeoplevelsen og videreudvikle EG’s position på markedet for it-løsninger til almene og privat boligadministrationsselskaber.
– Vi har i Rikke fået en salgsdirektør med over 20 års erfaring, og hun har gennem sin karriere opbygget en stærk forståelse for både strategisk forretningsudvikling og værdien af de tætte kunderelationer, udtaler Martin Holmgaard, Senior Vice President i EG Housing.
Rikke Bertelsen har blandt andet en fortid hos Ikano Bank Leasing, Fleggaard og Nordania Leasing. Senest kommer hun fra en stilling som key account manager hos DLL.
– Det er en superinteressant tid, vi går ind i. EG hviler jo ikke på laurbærrene. Vores branche er altid i udvikling, og selv står vi med en masse nye, spændende tiltag, der er ved at få lagt sidste hånd på. Så det er en meget spændende tid, jeg er startet i, siger Rikke Bertelsen.
EG har i de seneste år investeret massivt i nye moderne platforme til boligadministrationsområdet og er blandt andet som markedets eneste leverandør af en komplet “software-as-a-service”-platform. Det får den nye salgsdirektør nu mulighed for at arbejde videre med.