Lidl har endeligt kurs mod grønt lys til butik i Kastrup

Lidl står bag planerne om en ny dagligvarebutik på hjørnet af Skøjtevej og Amager Strandvej. Nu har lokalplanen kurs mod godkendelse.

Der er næsten banet vej for en ny dagligvarebutik på 1.200 kvadratmeter på hjørnet af Skøjtevej og Amager Strandvej i Kastrup.

Politikerne i Bygge- og Ejendomsudvalget i Tårnby Kommune har i hvert fald indstillet lokalplanen til godkendelse.

Planområdet er cirka 3.675 kvadratmeter stort og ligger mindre end 600 meter fra Kastrup Station. I dag består området primært af et stort asfalteret areal med enkelte bygninger. Den nye plan giver plads til dagligvarebutik, parkering, vareindlevering og vejanlæg.

En af de eksisterende bygninger, som er en del af de såkaldte Gule Huse, skal bevares. Den skal fremover kunne bruges til blandt andet café, ishus, kunsthåndværk eller anden publikumsorienteret erhvervsvirksomhed.

Den nye butik ventes samtidig at påvirke trafikken i krydset mellem Amager Strandvej og Skøjtevej. Lidl har derfor udarbejdet et forslag til en ny udformning af krydset.

Lokalplanen har været undervejs i fire år. Forslaget blev sendt i offentlig høring fra 20. maj til 8. juni 2026. Kommunen modtog fire høringssvar.

En udbygningsaftale mellem Lidl og Tårnby Kommune fastlægger samtidig, hvem der skal stå for de nødvendige infrastrukturanlæg, og hvordan udgifterne skal fordeles mellem kommunen og udvikleren.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev