Lidls nye domicil i Aarhus åbnede i november 2023. Foruden virksomhedens cirka 350 medarbejdere på hovedkontoret rummer det 20.000 kvadratmeter store nybyggeri dagligvarekædens 1.200 kvadratmeter store flagskibsbutik i stueetagen.
Nu honorerer Rådet for Bæredygtigt Byggeri hovedsædet med DGNB Platin-certificering og Diamantudmærkelse.
Det skriver Lidl Danmark i en pressemeddelelse.
– Vi har i byggeriet af vores nye domicil taget alt fra bygningens mindste byggesten til den daglige brug under lup for at sikre, at alt stemmer overens med Lidls DNA, udtaler afdelingschef i Byggeteknisk Afdeling i Lidl, Orhan Ongun.
– Det betyder fuldt fokus på at finde de helt rigtige miljømæssige og genanvendelige materialer og at designe det bedst tænkelige arbejdsmiljø for vores kolleger.
Diamantudmærkelsen gives til “bygninger af særligt høj arkitektonisk kvalitet med fokus på holdbarhed og robusthed, sammenhæng med nærområdet, materialevalg og indeklima”, skriver Lidl Danmark.
– Lidls nye hovedkontor er et rigtig godt eksempel på et byggeri, hvor man har arbejdet struktureret med DGNB fra de allertidligste faser af byggeriet, udtaler Frederik Waitz Søborg, direktør for certificeringer og teknisk udvikling i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
– Det har resulteret i et byggeri, der passer ind i Godsbanearealets rå og rustikke historie, og som åbner op ud mod det omgivende byrum. Samtidig har der været stort fokus på at skabe en fleksibilitet i huset, og man har valgt materialer, der både er holdbare og giver mulighed for at transformere over tid.
Ud over hovedkontoret har Lidl også opført et parkeringshus med 350 pladser i samarbejde med Aarhus Kommune, hvilket er en vigtig del af den nye infrastruktur i området.
Lidl-byggeriet på Godsbanen er tegnet af Link Arkitektur, og opført af Aarsleff i totalentreprise med Niras som byggerådgiver.
Der er kun fire andre opførte bygninger i certificeringstypen “bygninger i drift” i Danmark, som har opnået Platin-certificeringen, mens 11 er præcertificerede. Lidls hovedkontor er den eneste “bygning i drift” i Danmark som kan bryste sig af at have både Platin-certificeringen og Diamantudmærkelsen.