Lilleheden donerer limtræsbjælker til projekt, der skal styrke træbyggeri på erhvervsskoler

For at støtte op om erhvervsskolernes uddannelse og styrke unges arbejde med træbyggeri har limtræsproducenten Lilleheden netop doneret limtræsbjælker til et projekt, der har til formål at sætte fokus på selve håndværket som vidensform som led i byggeriets grønne omstilling.

UNESCO har i år udnævnt København som verdens arkitekturhovedstad, og i den forbindelse har Videnscenter for Håndværk – Arkitektur & Design, der har til formål at opkvalificere erhvervsskolerne og de klassiske håndværksfag, i samarbejde med Lærlinge for Bæredygtighed lanceret et ambitiøst projekt, der skal munde ud i erhvervsskolernes bud på Danmarks mest bæredygtige studiebolig.

Her har Lilleheden doneret limtræsbjælker til konstruktionen. Det skriver limtræsproducenten i en pressemeddelelse.

– Vi mener, at træbyggeri er vejen frem mod en mere bæredygtig fremtid, og vi ønsker derfor at bakke op om inspirerende projekter som dette, der netop har fokus på at udbrede viden om og erfaring med byggeri i træ. Her spiller både håndværket og materialet – og særligt samspillet imellem dem – en stor rolle for det samlede byggeri, hvilket er vigtigt at få sat endnu mere fokus på. Det gør projektet her, og vi er derfor glade for at kunne støtte det, lyder det fra administrerende direktør i Lilleheden, Christian Esbensen.

Lilleheden donerer limtræsbjælker til projekt, der skal styrke træbyggeri på erhvervsskoler. Foto: PR.
Lilleheden donerer limtræsbjælker til projekt, der skal styrke træbyggeri på erhvervsskoler. Foto: PR.

Studieboligen, der bygges af lærlinge fra erhvervsskolernes håndværksfag, er et såkaldt tiny house på blot 28 kvadratmeter og bliver ifølge projektudvikler hos Videnscenter for Håndværk – Arkitektur & Design David Rangan bygget med så klimavenlige byggemetoder og materialer som muligt, hvilket blandt andet indebærer genbrugsprodukter og en hel masse træ, herunder limtræsbjælkerne fra Lilleheden.

– Lilleheden er en dansk virksomhed med lokal arbejdskraft, som anvender certificeret træ fra nordisk skovdrift, hvilket har været særligt vigtigt for os, da alt tæller med i CO2-regnskabet og den livscyklusanalyse, som vi skal til at udarbejde for det samlede byggeri. Derudover er træet lettilgængeligt via trælasterne, hvilket også har vægtet højt i projektet, fortæller David Rangan.

– Limtræsbjælkerne er desuden robuste og kan således tåle at blive flyttet og transporteret rundt uden at blive beskadiget, hvilket har været en nødvendighed, da studieboligen skal flyttes og udstilles. Den solide kvalitet sikrer samtidig en lang levetid, hvilket igen spiller ind i vores livscyklusanalyse.

Selvom alle beregningerne endnu ikke er på plads, og blandt andet ikke tager højde for husets placering, er byggeriet ifølge David Rangan CO2-neutralt, hvis man udelukkende medregner selve materialerne, inklusive forarbejdning og transport.

Det skyldes blandt andet, at der næsten udelukkende er brugt træ, samtidig med at et materiale som beton, der er kendt for at udlede meget CO2 i produktionen, slet ikke indgår.

Erhvervsskolernes bud på Danmarks mest bæredygtige studiebolig har rejsegilde den 14. april og kommer fra den 30. juni og en måned frem til at blive udstillet ved Søpavillonen i København som en del af fejringen af byens status som arkitekturhovedstad.