Region Skåne har tildelt Link Arkitektur opgaven som totalrådgiver for projektering af et nyt psykiatrihospital i Malmø.
Som led i en modernisering af Södra hospitalsområdet skal der bygges en række nye bygninger inden for psykiatri, rehabilitering, avanceret lægehjælp i hjemmet og palliativ behandling, skriver den skandinaviske tegnestue i en pressemeddelelse. I alt kommer det nye byggeri til at udgøre 65.000 kvadratmeter, fremgår det.
Foruden Link Arkitektur består det vindende arkitekthold af Wingårdhs, der får ansvaret for byplanlægning og Sydväst Arkitektur och Landskab, som står for landskabsarkitekturen.
Holdet har fået tildelt en kontrakt på forprojektering, som omfatter alle arkitektfaglige discipliner. Opgaven ventes opstartet i løbet af tredje kvartal 2023 og første fase forventes at vare cirka to år. Kontrakten indeholder desuden mulighed for detailprojektering og opfølgning i byggefasen, skriver Link Arkitektur.
Udover de nye psykiatribygninger i Malmø har Link Arkitektur flere andre hospitalsprojekter på tegnebrættet; Västerås Akuthospital og Växjö Akuthospital, to af Sveriges største hospitalsprojekter, samt det nye Rigshospital i Oslo, Hammerfest Hospital og Drammen Hospital. Sygehusprojektporteføljen omfatter også et patienthotel og en ny fløjbygning på Rigshospitalet i København.
Med projektet i Malmø får arkitektvirksomheden i den grad også noget at rive i. Det forventes først afsluttet i 2034.