Lisbjerg står til at få en ny bypark på hele 17 hektar, hvilket svarer til størrelsen på Botanisk Have i Aarhus.
Byrådet i Aarhus har netop godkendt planerne, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Politikerne har afsat 30 millioner kroner til projektet. Den kommende park får navnet Fortællingernes Park og kommer til at rumme legeplads, søer, grønne opholdsarealer og udsigt over Aarhus.
Samtidig bliver områdets særlige arkæologiske og landskabelige kvaliteter en central del af oplevelsen, hvor historien formidles direkte i landskabet.
– Den nye bypark bliver et stort plus for Lisbjerg og gør området endnu mere attraktivt for blandt andet børnefamilierne. Vi får et grønt midtpunkt med legeplads, hvor børn kan lege trygt, og hvor naboer kan mødes helt naturligt i hverdagen, udtaler Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø.
Parken anlægges som et grønt og vildt landskab med træer, blomster og buske, der skal understøtte biodiversiteten. Der bliver ikke tale om klassiske, klippede græsplæner, men om et mere naturligt parkmiljø, hvor årstidernes skiften kan opleves tydeligt.
Vand bliver også et markant element i parken i form af regnvandsbassiner, et åbent vandløb og en legeplads med vand. Løsningerne skal samtidig bidrage til håndtering af regnvand i den nye bydel, som ligger lavt og er særligt udsat ved kraftig nedbør.
Lisbjerg har en arkæologisk historie, der går tilbage til vikingetiden, hvor området formentlig spillede en central rolle med tæt forbindelse til kongemagten. Denne historie bliver formidlet langs en boardwalk gennem parken, mens istidslandskabet danner grundlag for parkens naturlige og varierede udtryk.
Byparken etableres i flere etaper og forventes at stå færdig i 2027.























