Almene boliger i Grønlandskvarteret i Aalborg. Foto: Dansk Byudvikling.
Almene boliger i Grønlandskvarteret i Aalborg. Foto: Dansk Byudvikling.

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en ny lov, der skal gøre det lettere at bygge almene boliger i de dyre byområder. Loven hæver maksimumsbeløbet for, hvor meget et alment boligbyggeri må koste, med 10 procent.

Samtidig er boligminister Jacob Mark på (SF) vej med en bekendtgørelse, der skal hæve grænsen yderligere 10 procent i områder med særligt høje priser. Loven træder i kraft den 4. september 2026.

Lejernes Landsorganisation (LLO) glæder sig i en pressemeddelelse over ændringerne.

– Nu skal byggeriet sættes i gang hurtigst muligt, siger formand for LLO, Helene Toxværd.

Organisationen peger samtidig på, at regeringen bør gøre mere for de private lejere, blandt andet ved at begrænse unødvendige moderniseringer, der kan føre til kraftigt stigende huslejer.

– Der er hårdt brug for at hjælpe de private lejere, der bliver presset ud af deres boliger ved unødvendige moderniseringer af bad og køkken, og ikke mindst indførelsen af en autorisationsordning for udlejere og administratorer. Et huslejeloft er stadig brandaktuelt, siger Helene Toxværd.

Ifølge boligministeren forventes de nye regler alene at kunne føre til omkring 4.000 nye almene boliger i København. Samtidig udvides den eksisterende højprisordning, mens Fonden for blandede byer styrkes. Der afsættes også 500 millioner kroner til seniorbofællesskaber i almene familieboliger.

Lejernes Landsorganisation opfordrer desuden regeringen til at slå hårdere ned på ulovlig korttidsudlejning.

– Vi skal have flere betalbare boliger, men regeringen skal også sætte en stopper for ulovlig korttidsudlejning i boliger med bopælspligt via blandt andet Airbnb. Det fjerner betalbare lejeboliger fra markedet, når de i stedet bruges til ulovlig hoteldrift for turister, udtaler Helene Toxværd.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev