Lønomkostningerne fortsætter med at stige, og nye tal for tredje kvartal 2025 viser, at udviklingen især er drevet af høj aktivitet i det tekniske erhvervsliv.
Det skriver brancheorganisationen Tekniq i en pressemeddelelse.
Ifølge Dansk Arbejdsgiverforenings seneste lyntal steg lønnen i fremstillingsvirksomhederne med 3,5 procent, mens bygge- og anlægsbranchen oplevede en stigning på 4,1 procent. Det er højere end i forrige kvartal, hvor tallene lå på henholdsvis 3,3 og 3,5 procent.
– Tallene viser, at vi fortsat holder gang i hjulene. Der er stor aktivitet i det tekniske erhvervsliv, og det afspejles i lønudviklingen, udtaler Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i Tekniw, der organiserer virksomhederne i det tekniske erhvervsliv.
– Samtidig er det en påmindelse om, at især bygge- og anlægsbranchen står i en periode med høj efterspørgsel og stor aktivitet, der på længere sigt kan udfordre virksomhederne.
Samtidig understreger hun, at medarbejderne oplever en reel fremgang i lønnen, hvilket er en fordel i en tid, hvor priserne på fødevarer stiger.
Hun advarer dog om, at balancen på arbejdsmarkedet skal fastholdes, så virksomhederne fortsat har mulighed for at skabe vækst og udvikling.























