Et helt nyt boligområde med navnet Kallehaven er på tegnebrættet i den nordjyske ferieby Løkken.
Bag projektet ved Slettingen står bygherrerne Richardt Thomsen og Kristian Justesen.
Aktuelt er Hjørring Kommune i gang med lokalplanprocessen for første etape, som omfatter 30 nye rækkehuse, men på længere sigt skal der bygges væsenligt flere boliger i området.
– Det samlede projekt fylder cirka 18 hektar. Hvis man opgør det i boligenheder, så er det noget med 220-250 boliger, siger Richardt Thomsen.
– Umiddelbart har vi en tidshorisont på 15-20 år for det samlede projekt, og så er vi klar til at rykke hurtigere, hvis markedet kræver det, siger Richardt Thomsen.
Som en del af projektet skal der desuden bygges almene boliger. Det bliver op til Hjørring Kommune at afgøre, hvem der skal bygge de almene boliger.
– Vi vil gerne tilgodese størst mulig diversitet i området. For at sikre en gunstig, lav husleje laver vi dette almennyttige projekt, fortæller Richardt Thomsen og nævner, at blandt andet Boligselskabet Nordjylland har vist interesse for området.
De private boliger bliver et miks af tæt-lavt byggeri som lejeboliger samt parcelhuse og åben-lavt byggeri som ejerboliger.
Richardt Thomsen og Kristian Justesen arbejder med planlægningen i samarbejde med Atra Arkitekter, som foruden hovedkontoret i Holstebro er til stede i det nordjyske med en afdeling i Aalborg.
Arkitektfirmaet oplyser, at udviklingsplanen har fokus på at skabe et område, hvor fællesskaber og natur spiller en central rolle. Indenfor området er der eksempelvis en beskyttet sø, som vil indgå i planlægningen.
Grønne og blå forbindelser bliver et bærende element i projektet. De skal skabe naturlige mødesteder, give plads til bevægelse og samtidig integrere regnvandshåndtering i landskabet.
Udviklingsplanen danner nu grundlag for den første lokalplan, hvor målet er at sikre en løsning, der kan realiseres i praksis. Her videreføres idéen om boligklynger, der fungerer som små fællesskaber i et større område og skal styrke både tryghed og naboskab.
Vejadgangen til området vil ske via en forlængelse af Slettingen, som er stamvejen til at vejforsyne hele området. Vejens placering vil blive fastlagt til lokalplanens sydlige afgrænsning, så den fremadrettet kan anvendes til de næste etaper, som ligger umiddelbart syd for lokalplanområdet.
Gennem de seneste 10 år er Løkken ifølge Danmarks Statistik vokset med 110 indbyggere. Der bor knap 1.700 borgere i byen.






















