En stor byggegrund på Lyshøj Allé i Strandhuse ved Kolding har stået tom i mere end to år, men nu er der udsigt til forandring.
Den 11.136 kvadratmeter store grund er solgt til den lokale investor Thomas Hansen, der gennem ejendomsselskabet Care Estate vil bygge et sundhedshus på 1.200 kvadratmeter.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Trekantområdet, som har formidlet salget af grunden.
Ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech Trekantområdet har området omkring Nr. Bjert, Drejens og Strandhuse har de seneste år været i kraftig udvikling med nye boligområder, og kommunen har flere boligprojekter på vej.
Derfor besluttede et lokalt lægehus med mere end ni tusinde patienter i 2023 at opføre et nyt sundhedshus på grunden. Projektet blev dog sat på pause i december samme år, og da det ikke lykkedes at finde en investor til det oprindelige projekt, blev grunden sat til salg i sommeren 2025.
Ifølge erhvervsmægler René Dall-Jensen kom der hurtigt interesse fra både lokale og nationale købere.
– Projektet med et nyt sundhedshus i Strandhuse har fået stor lokal opmærksomhed, så jeg var bekendt med byggegrunden på Lyshøj Allé, da vi i sommer fik opgaven ind. Vi oplevede fin interesse fra både lokale og nationale investorer, og grunden blev da også rimeligt hurtigt solgt til ejendomsselskabet Care Estate, udtaler René Dall-Jensen.
Byggeriet sættes i gang i 2026

Forberedelserne til byggeriet er i gang, og sundhedshuset forventes at kunne påbegyndes i løbet af 2026.
Der arbejdes nu på at finde lejere, hvilket EDC Erhverv Poul Erik Bech Trekantområdet også skal stå for. Ifølge René Dall-Jensen er interessen allerede stor.
– Vi er faktisk allerede i god dialog med flere interesserede lejere. Det er et krav, at en potentiel lejer har tilknytning til sundhedssektoren, men kan i princippet være alt fra fysioterapeut eller praktiserende læge til et privathospital, udtaler René Dall-Jensen.
Skitserne til det nye sundhudshus er udarbejdet af arkitekt Jan Nielsen fra JN Arkitektur. De er dog ikke nødvendigvis endelige, og der er lagt op til dialog om indretningen og udseendet af det kommende nybyggeri.
En del af byggegrunden er udlagt til parkeringspladser og bevarelse af de eksisterende grønne områder.























