
En ny lokalplan fastlægger rammerne for et nyt boligområde på et 40.000 kvadratmeter stort areal i den nordlige del af Gludsted i Ikast-Brande Kommune.
Planen giver mulighed for op til 10 parcelhuse og op til 13 rækkehuse på grunden, der ligger på hjørnet af Gludstedgaardvej og Hjøllundvej.
Parcelhusene skal bygges på ganske store grunde på mellem 2.000 og 4.000 kvadratmeter. Boligerne skal opføres i materialer, der harmonerer med det eksisterende miljø, og området opdeles i fire delområder med forskellige anvendelser.
Regnvand skal håndteres lokalt gennem nedsivning og forsinkelse, og projektet kræver permanent grundvandssænkning. Samtidig sikres, at nærliggende natur, herunder sø, mose og beskyttede diger, ikke påvirkes.
Området forbliver i landzone, men lokalplanen har bonusvirkning, så den erstatter landzonetilladelser for byggeriet. Planen vurderes ikke at have væsentlig negativ miljøpåvirkning og kræver derfor ikke en fuld miljøvurdering.
Ifølge Ikast-Brande Kommune står en lokal udvikler bag, og gennem et anpartsselskabet er området blevet opkøbt af Steffen Winther Henneberg, der ejer det lokale byggefirma Cento.























