
Et nyt boligområde ved Fruering tager endnu et skridt mod realisering. Byrådet i Skanderborg har besluttet at sende lokalplanforslaget for Vestermøllehøj i seks ugers offentlig høring, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Bag de kommende boliger står Laban Arkitekter som både rådgivere og projektudviklere.
Planen giver mulighed for op mod 139 boliger syd for Frueringvej. Der lægges op til en blanding af rækkehuse i op til to etager og parcelhuse i én etage.
Vestermøllehøj bliver den sidste del af det store byudviklingsområde i Anebjerg mellem Højvangen, Stilling-Gram og Fruering. Området skal ses i sammenhæng med et kommende lokalplanområde nord for Frueringvej og det eksisterende boligområde Fruering Skovmark.
Bebyggelsen skal tilpasses det kuperede terræn og landskabet, blandt andet for at begrænse behovet for omfattende terrænregulering.
Kommunen lægger desuden op til et mere fleksibelt valg af byggematerialer. Det skal være muligt at anvende andre materialer end dem, der er fastlagt i lokalplanen, hvis der gives tilladelse til det.

– Udviklingen af nye og mere bæredygtige materialer udvikler sig hele tiden, udtaler formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget Claus Leick (SF).
– Som noget nyt har vi derfor valgt at gøre det muligt at vælge andre materialer, end eksempelvis én type mursten. Dermed skaber vi rum for introduktion af nye eller genanvendte materialer. Det vil i sidste ende forhåbentligt gavne klimavenligt byggeri.
Vejadgangen skal ske fra Frueringvej via en ny rundkørsel, som udviklerne skal finansiere. Samtidig planlægges et omfattende stinet, der skal forbinde det nye boligområde med Vestermøllestien, Holtsbækvej og videre mod Højvangen og Skanderborg midtby.
Der etableres også en dobbeltrettet sti langs Vestermøllevej som forlængelse af den eksisterende cykelsti langs Frueringvej. Stien skal blandt andet forbedre forbindelsen mellem Fruering, det nye boligområde og natur- og fritidsområderne ved Vestermølle og Skanderborg Sø.
Regnvand skal samtidig indgå som en del af landskabet. Planen åbner blandt andet for vandrender, grøfter, regnbede og mindre arealer, hvor vand midlertidigt kan samles ved kraftig regn.




















