Lokalplan skal bane vej for højhus på 100 meter ved København Syd

Projektet med boliger, hotel og erhverv samt et nyt hovedsæde til Metroselskabet rummer blandt andet et højhus med 32 etager.

Der er lagt op til markant fortætning ved København Syd Station i Valby.

For godt et år siden solgte Metroselskabet området omkring i Ny Ellebjerg-kvarteret til FB Gruppen, der sammen med entreprenøren Ingcon og arkitekter fra Holcher Nordberg skal udvikle en ny bydel oven på stationen.

Siden er projektet blevet udvidet en anelse, da FB Gruppen har indgået aftale med Next, der ejer naboejendommen Sukkertoppen Gymnasium. Helhedsplanen medtager et areal af naboejendommen, der i dag rummer terrænparkering til Sukkertoppen Gymnasium, for at anlægge underjordisk parkeringskælder og opholdsarealer fælles for nybyggerierne og gymnasiet.

I alt vil FB Gruppen derfor opføre op til godt 43.700 kvadratmeter nybyggeri med boliger, hotel, erhverv og ungdomsboliger. Projektet kræver en ny lokalplan og et kommuneplantillæg.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

Det mest markante element bliver et cirka 100 meter højt højhus på 32 etager. Her skal der være private boliger, mens andre byggefelter skal rumme blandt andet et nyt hovedsæde for Metroselskabet. Der etableres i alt 13.000 kvadratmeter kontorer.

Dertil kommer et 10.000 kvadratmeter stort hotel med 218 værelser fordelt på seks etager samt almene familie- og ungdomsboliger.

Boligerne udgør 18.000 kvadratmeter, svarende til 45 procent af det samlede etageareal. Omkring 25 procent af det nye boligareal være alment, svarende til cirka 4.600 kvadratmeter. Der etableres blandt andet 36 ungdomsboliger på i alt 1.500 kvadratmeter.

Byggeriet trapper generelt ned mod nord for at tage hensyn til de omkringliggende ejendomme. Højhuset bliver dog placeret omkring 13 meter fra et byggefelt på naboejendommen.

Samtidig lægges der op til en kraftig reduktion af bilparkeringen. Parkeringskravet kan reduceres med omkring 80 procent, blandt andet fordi området ligger direkte ved en stor station og har gode forbindelser til kollektiv trafik og cykelnettet. Der skal til gengæld etableres omkring 2.000 cykelparkeringspladser.

Forslaget skal efter planen i offentlig høring i otte uger. Borgerrepræsentationen ventes at tage endelig stilling til planerne i andet kvartal 2027.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev