Lokalplan skal give mulighed for at udvikle nordjysk kaserne

Ny lokalplan skal sikre, at Forsvaret kan modernisere sine bygninger uden for meget administrativt bøvl. Dog skal drikkevandsressourcer beskyttes.

Aalborg Kommune arbejder på en ny lokalplan for Aalborg Kaserne og det omkringliggende område i Nørre Uttrup i den nordøstlige del af Nørresundby.

Planen skal gøre det lettere for Forsvaret at udvikle området, samtidig med at miljø og naboer bliver beskyttet.

Lokalplan er blevet til i samarbejde mellem Aalborg Kommune og Forsvaret, og den har været undervejs siden 2022.

Et kommuneplantillæg var således i høring i sommeren 2022, mens lokalplanforslaget dengang ikke nåede at komme i høring på grund af indsigelser fra Forsvaret, som ønskede planlægning for et større område.

– Forsvaret havde måske ikke så travlt, da den kom på første gang, sagde rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen (V) på byrådsmødet mandag eftermiddag, hvor politikerne besluttede at sende lokalplanforslaget i otte ugers offentlig høring sammen med et kommuneplantillæg, som sendes i fornyet høring.

– Nu er der jo sket noget ude i verden, og situationen er noget mere tilspidset, så derfor kommer den så op igen, fordi der er jo ingen tvivl om, at der bliver behov for at investere voldsomt, lød det fra rådmanden.

Med den nye plan bliver kasernen overført fra landzone til byzone. Det betyder, at Forsvaret kan gennemføre nye byggeprojekter uden at skulle igennem en lang og tung sagsbehandling. Kasernen vil fortsat være et militært område, men det bliver nemmere at tilpasse bygninger og arealer til de behov, der opstår.

Forsvaret har løbende behov for at modernisere sine bygninger, men indtil nu har hvert projekt krævet både en landzonetilladelse og en byggetilladelse. Den nye plan fjerner det ekstra led i processen.

Aalborg Kaserne blev opført i 1950’erne, da Forsvaret flyttede ud af Aalborg centrum. Området strækker sig over 136 hektar og rummer både administrationsbygninger, værksteder og øvelsesarealer.

Beskyttelse af drikkevandet

Området ligger oven på en af de vigtigste drikkevandsressourcer for Nørresundby og omegn. Derfor stiller planen skrappe krav til, hvordan byggeri og aktiviteter må foregå. Byggematerialer, der kan forurene grundvandet, bliver forbudt, og regnvand skal renses, inden det ledes væk fra området. Tankanlæg og oplag af kemikalier er ikke tilladt.

Jan Nymark Rose Thaysen er derfor heller ikke bekymret for lokalplanlægningens konsekvenser for drikkevandsressourcerne i området.

– Vi har en rigtigt god dialog med Forsvaret, fastslog Jan Nymark Rose Thaysen på byrådsmødet.

– Og jeg er jo fuldstændig sikker på, at dem, der arbejder ude ved Forsvaret og de værnepligtige, de er jo ikke interesserede i at “fucke” med grundvandet, som det jo hedder i reklamesproget.

Planen stiller krav om, at regnvand skal håndteres på en måde, der beskytter både boliger og natur. Veje kan for eksempel bruges som afløb ved kraftig regn, og grønne områder skal kunne opsamle vand.

Støjen fra kasernen må ikke overstige de grænseværdier, der gælder for boliger. Nye støjende aktiviteter skal placeres længst muligt væk fra naboerne.

Lokalplanområdet ligger i Nørresundbys nordøstlige kant mod det åbne land ved Hvorup og bydelen Nørre Uttrup. Planen omfatter den del af Forsvarsministeriets ejendom, der er beliggende øst for Hvorup Kirkevej, og de private boliger på Gyldenløvevej, som tidligere har været tjenesteboliger for Forsvaret.

De ti huse på Gyldenløvesvej blev solgt til private i 2014 og bliver med lokalplanen en integreret del af det omkringliggende boligområde.

Lokalplanen forventes endeligt godkendt af byrådet i december 2025.

To delområder

Lokalplanen deler området op i to dele:

  • Kasernen forbliver et rent militært område. Her må bygninger højst være tre etager og 15 meter høje, men Forsvaret får stor frihed til at placere dem, hvor det giver bedst mening. Hvis kasernen en dag ikke længere skal bruges militært, skal der laves en helt ny plan.
  • Gyldenløvesvej bliver et boligområde med regler, der passer til de omkringliggende huse. Grundene skal være mindst 700 kvadratmeter, og bebyggelsen må ikke overstige en fjerdedel af grunden. Facader skal opføres i tegl eller træ i jordfarver, og tage skal være klassiske saddeltage.

I boligområdet skal der være fortove og stier, mens Forsvaret selv bestemmer vejnettet internt på kasernen.

Kilde: Aalborg Kommune.

Tilmeld Nyhedsbrev