Da det gamle tag på Naviairs fire kontorbygninger trængte til en udskiftning, faldt valget af nyt tagpap på Derbigum.
Derfor har Eurotag Danmark leveret 6.000 kvadratmeter nyt tagpap til projektet ved Københavns Lufthavn.
Det skriver leverandøren i en pressemeddelelse.
– Det var vigtigt for os at finde et materiale med en lang levetid og en god garanti. Det kunne blandt andet Derbigum leve op til, siger Thomas Skou, bygningskonstruktør hos Naviair.
– Derbigum var desuden et helt oplagt valg for os, fordi det er den tagpapløsning, der genanvender allermest materiale i produkterne.
For at imødekomme ønsket om cirkulære materialer har Eurotag Danmark leveret tagmembranen Derbigum NT, der består af 25 procent genanvendt materiale.
Carstens Tagdækning har stået for at lægge tagene for Naviair, og tagdækker Carsten Petersen har knap 25 års erfaring med Derbigum.
– Jeg er stadig glad for at bruge Derbigum, og det er dejligt med en kunde som Naviair, der går ind for den grønne omstilling. Det betyder også meget for os, at der er et større, grønt perspektiv, fortæller Carsten Petersen.
Den grønne vinkel kommer også til udtryk i en bogstavelig forstand, da byggeriet har fået tilført beplantning med sedumtage to meter fra tagkanten hele vejen rundt.
Naviair, hvis kerneopgave er flyveledelse, har desuden beklædt taget med solceller for at reducere bygningernes CO2-forbrug.
Projektet er fremskredet lige efter planen, så i dag står solcellerne side om side med sedumplanterne, der bidrager til biodiversiteten og forsinker regnvandet i kloakker ved store skybrud.