Luksuriøse boliger i Roskilde afleveres

Nu er 35 boliger i Kildegården i Roskilde afleveret. De første lejere kan flytte ind i første halvår 2023. Projektet er tegnet af Danielsen Architecture.

I Roskilde har MT Højgaard Property Development og totalentreprenøren Enemærke & Petersen netop afleveret boligprojektet Kildegården. Projektet, der er tegnet af Danielsen Architecture, består af 35 lejeboliger indrettet i fem forskudte byhuse. Byggeriet certificeres med DGNB Sølv, oplyser MT Højgaard i en pressemeddelelse.

– Siden vi i 2020 vandt Roskilde Kommunes konkurrence om grunden, har vi haft travlt med at realisere vinderprojektet, og indfri Danielsen Architecture og kommunens visioner for boligerne. Vi synes, der er kommet et godt resultat ud af samarbejdet, som vi og Roskilde sammen kan glæde os over. Forhåbentlig vil det også glæde de kommende beboere, udtaler Mads Bøgelund Lauritzen, der er administrerende direktør i MT Højgaard Property Development.

De tre en halv etager høje byhuse er opført af Enemærke & Petersen i rødlige nuancer, og den øverste etage er et forskudt sadeltag. Taget og facaderne smelter visuelt sammen, og boligerne har op til tre altaner og et kraftigt lysindfald.

Danielsen Architecture har tegnet boligerne i Kildegården i Roskilde. Foto: PR.
Danielsen Architecture har tegnet boligerne i Kildegården i Roskilde. Foto: PR.

– Vi har afleveret et flot hus, som vi oplever, virkelig giver noget til gadebilledet i Roskilde med en markant fremtræden. Arkitekturen er ambitiøs, og vores egne håndværkere har leveret en særdeles solid indsats for at løse de udfordringer, der er fulgt med. Det er vi stolte over, lyder det fra Troels Aggersbo, der er administrerende direktør i Enemærke & Petersen.

Kildegården er et område centralt i Roskilde, der tidligere har været kaserne. Området huser blandt andet Kunstens Hus, og borgmester i Roskilde Kommune, Tomas Breddam (S), glæder sig over tilføjelsen af de 35 boliger.

Danielsen Architecture har tegnet boligerne i Kildegården i Roskilde. Foto: PR.
Danielsen Architecture har tegnet boligerne i Kildegården i Roskilde. Foto: PR.

– Boligerne er en flot afslutning på fornyelsen af den gamle kaserne på Kildegården. Vores vision var, at der skal være plads til masser af liv. Nu har vi et dynamisk centrum for fritids- og foreningsliv – og boliger, der giver det samlede område et løft, udtaler borgmesteren.

MT Højgaard Property Development solgte i september 2021 projektet til Prime West Capital Partners, som købte det på vegne af en unavngiven ejendomsfond med finansiering fra en række tyske pensionsselskaber.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling