Foto: Imbro A/S.
Foto: Imbro A/S.

Et nyt luksusbyggeri på Søndre Tangvej i Dragør har fået en flyvende start. De 15 nyopførte lejligheder er allerede udlejet, og investorer har fuldtegnet projektet, der har en samlet værdi på 65,5 millioner kroner.

Det skriver KøbenhavnLiv.

Ifølge investeringsselskabet Imbro skyldes interessen blandt andet Dragørs nærhed til København og det begrænsede nybyggeri i området. Selskabet vurderer samtidig, at der fortsat er mulighed for yderligere prisstigninger i området.

– Dragør er et af de områder, hvor vi ser en usædvanlig stærk kombination af høj livskvalitet, lav tomgang og stigende boligpriser, siger Lars Thomsen, direktør og partner i Imbro, til KøbenhavnLiv.

At projektet hurtigt blev fuldtegnet blandt investorerne, understreger ifølge Imbro den fortsatte tro på boligmarkedet i Dragør, selv om priserne allerede ligger blandt de højeste i Danmark.

Projektet er især rettet mod seniorer og andre boligejere, som ønsker at bytte villaen ud med en mindre bolig, der kræver mindre vedligeholdelse. Det kan på sigt frigøre parcelhuse til nye familier og skabe mere bevægelse på boligmarkedet.

Lejlighederne er mellem 63 og 79 kvadratmeter, og den gennemsnitlige husleje er oplyst til 2.836 kroner pr. kvadratmeter om året, hvilket ifølge projektudvikleren svarer til markedsniveauet i området.

Ejendommen rummer i alt 1.050 kvadratmeter udlejningsareal og forventes at generere en samlet årlig lejeindtægt på omkring 3 millioner kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev