Lynetteholm. Foto: By & Havn.
Lynetteholm. Foto: By & Havn.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Gravemaskiner på pramme nær Lynetteholm har gennem de seneste tre vintersæsoner gravet blød havbund væk til den kilometerlange perimeter, der både skal stormflodssikre København og bidrage med nyt areal til byudvikling med plads til 20.000 boliger.

Gravearbejdet er nu afsluttet før tid, skriver By & Havn i en pressemeddelelse.

Efter planen havde Lynetteholm frem til 31. marts til at færdiggøre gravearbejdet, men det er lykkedes at blive færdig allerede midt februar.

– Nu fortsætter vi det resterende arbejde med at færdiggøre Lynetteholms kystfremspring og stendæmninger, der skal danne ramme om Lynetteholm og den fremtidige stormflodssikring mellem Refshaleøen og Nordhavn i Københavns Havn, udtaler havnebygmester og anlægschef Hans Vasehus, By & Havn.

Gravearbejdet sikrer stabil stormflodssikring

Af hensyn til havets dyr og planter har man på Lynetteholm kun gravet i vinterhalvåret. Igennem tre gravesæsoner har projektets entreprenør, Aarsleff, arbejdet på at fjerne blød havbund i det tracé, hvor Lynetteholms stendæmninger etableres. Alene halvøens omkreds udgør cirka syv kilometer, hvor der er blevet fjernet havbund hele vejen.

– I det område, hvor Lynetteholm etableres, er eksisterende havbund meget blød, og det har derfor været nødvendigt at fjerne den bløde havbund og erstatte den med sand for at give et stabilt underlag, der hvor de nye stendæmninger etableres. På denne måde har vi sikret, at stendæmningerne kan modstå fremtidens havvandsstigninger og stormfloder, udtaler projektdirektør Ulrik Andreasen, Aarsleff.

Anlægget af Lynetteholms stendæmninger og kystfremspring vil efter planen være helt færdige sommeren 2026, og så åbner Lynetteholms fase 2 for nyttiggørelse af jord på lige fod med fase 1, som åbnede i juni 2023. Begge faser indgår i en samlet stormflodsplan for København og bliver en væsentlig del af byens fremtidige stormflodssikring.

Fakta om gravearbejdet

  • Lynetteholms gravearbejde begyndte i januar 2022 og blev afsluttet februar 2025.
  • Det er ikke endelig opgjort, hvor meget havbund, der i alt er gravet op, men forventningen er omkring 2 millioner kubikmeter.
  • Da Københavns Havn er en gammel industrihavn, er den øverste del af havbunden forurenet. Den del er fyldt i Lynettedepotet på Refshaleøen, som er bygget til at rumme forurenet havbundsmateriale.
  • De resterende opgravede mængder er fyldt i Lynetteholms fase 1, mens en mindre del er klappet i vandet ud for Køge Bugt (kun opgravet materiale fra fase 1)
  • De rene materialer fra fase 2 er er fyldt i Lynetteholm ved hjælp af slisker.
  • Brugen af slisker har resulteret i mere effektive arbejdsgange og reduceret behovet for maskinkraft, og dumpere er kun anvendt i mindre grad.

Kilde: By & Havn.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling