M. Goldschmidt Holding leverede i 2025 et markant forbedret regnskab med vækst på tværs af både ejendomsforretningen og detailkæden Imerco.
Omsætningen steg til rekordhøje 2,075 milliarder kroner, mens driftsindtjeningen før af- og nedskrivninger voksede med 15 procent til 378 millioner kroner. Resultatet før skat blev forbedret med 118 millioner kroner og endte på 140 millioner kroner.
Samtidig nærmer koncernens samlede balance sig 10 milliarder kroner og udgør nu 9,8 milliarder kroner, mens egenkapitalen er opgjort til 3,3 milliarder kroner. Det svarer til en soliditet på 34 procent.
Fremgangen er især drevet af ejendomsforretningen M. Goldschmidt Ejendomme, som har øget både omsætning og indtjening markant. Særligt udviklingen af boligprojekter på Frederiksbro i Hillerød samt udlejning af kontorer i det centrale København har bidraget til væksten. Også åbningen af luksushotellet Park Lane Copenhagen i Hellerup og købet af ejendommen Pressens Hus i Skindergade har styrket porteføljen.
Detailkæden Imerco satte samtidig omsætningsrekord med 1,81 milliarder kroner. Væksten er drevet af en tæt integration mellem butikker og digitale salgskanaler, og kundeklubben ImercoPlus rundede i løbet af året 2 millioner medlemmer. Indtjeningen i detailforretningen steg også markant.
– 2025 blev præcis den milepæl, vi har sigtet efter, og markerer året, hvor koncernen for første gang runder 2 milliarder kroner i nettoomsætning, mens balancen nærmer sig 10 milliarder kroner, udtaler administrerende direktør Søren Bjørn Hansen.
– Det er drevet af en ejendomsforretning, der har indfriet vores ambitiøse 2025-mål, og et Imerco i fortsat stærk fremgang med vækst, øget markedsandel og forbedret indtjening. Det er vi tilfredse med.
For 2026 forventer koncernen fortsat fremgang med en vækst i driftsresultatet på mellem 10 og 15 procent, drevet af positiv udvikling i både ejendomsaktiviteterne og detailforretningen.
M. Goldschmidt Holding blev grundlagt i 1979 af Mikael Goldschmidt. Kerneforretningen er udvikling, ejerskab og forvaltning af ejendomme. Ejendomsaktiviteterne er samlet i den 100 procent ejede datterselskabskoncern M. Goldschmidt Ejendomme.























