Bettina Antitsch Mortensen, bestyrelsesformand og ejer af M+ Invest. Foto: PR.
Bettina Antitsch Mortensen, bestyrelsesformand og ejer af M+ Invest. Foto: PR.

M+ Invest leverer markant fremgang i 2025 med vækst i både omsætning og indtjening.

Det fremgår af selskabets nye årsrapport, oplyser den familieejede koncern i en pressemeddelelse.

Omsætningen steg med 32 procent til 2,26 milliarder kroner, mens resultatet før skat voksede til 254 millioner kroner mod 62 millioner året før. Årets resultat endte på 201 millioner kroner.

Fremgangen skyldes især øget salg af enfamiliehuse og sommerhuse gennem Hybel og Stenhøj Husene samt stabile lejeindtægter fra koncernens ejendomme.

– De seneste år har været præget af store udsving i både rente og ejendomsmarked. Derfor er det særligt tilfredsstillende, at vi i 2025 kan se en tydelig fremgang i både aktivitet og indtjening på tværs af koncernens forretningsområder, udtaler bestyrelsesformand og ejer Bettina Antitsch Mortensen.

Hun peger på, at en bred forretningsmodel og et langsigtet fokus har været afgørende for udviklingen.

Boligaktiviteterne er en væsentlig drivkraft bag væksten. Omsætningen i Hybel og Stenhøj Husene steg med 37 procent i løbet af året. Samtidig fortsætter koncernen med stabile indtægter fra ejendomme og udviklingsprojekter, blandt andet i Horsens.

Koncernen er desuden medejer af bofællesskabskonceptet Plushusene, som i 2025 har passeret 1.100 boliger på tværs af danske byer.

For 2026 forventer M+ Invest en moderat vækst i omsætningen på mellem 1 og 3 procent samt et resultat på niveau med 2025.

Forventningerne bygger på en stabil økonomi og fortsat efterspørgsel efter boliger og ejendomsinvesteringer.

Tilmeld Nyhedsbrev