M+ Invest kom ud af 2024 med resultat af ordinær drift før dagsværdireguleringer på 214 mio. kr. og en markant forbedring af bundlinjen.
Det fremgår af selskabets netop offentliggjorte årsregnskab, oplyses det i en pressemeddelelse.
Ifølge M+ startede 2024 med negative dagsværdireguleringer på koncernens ejendomsinvesteringer, men M+ Invest formåede gennem året at stabilisere porteføljen og opnå stærke resultater i både ejendoms- og byggeaktiviteterne.
Særligt Hybel og Stenhøj Husene bidrog positivt med øget salg og optimeret drift, hvilket afspejles i en vækst i omsætningen til 1,68 milliarder kroner mod 1,45 milliarder kroner året før.
– Vi er tilfredse med, at vi trods et udfordrende marked har leveret et stærkt driftsresultat. Det vidner om en robust forretningsmodel og dygtige medarbejdere, der dagligt arbejder for at skabe værdi i vores investeringer. Vi ser frem til at fortsætte denne positive udvikling i 2025, udtaler Bettina Antitsch Mortensen, bestyrelsesformand og ejer af M+ Invest.
Resultatet før skat landede på 62 millioner kroner, hvilket er en markant forbedring i forhold til 2023, hvor der var tale om et underskud på -357 millioner kroner.
Ifølge M+ skyldes fremgangen primært en stabilisering i ejendomsmarkedet, stærkere indtjening i koncernens byggeaktiviteter og en lav tomgangsprocent i ejendomsporteføljen.
Fokus på bæredygtighed og vækst
M+ Invest fortsætter sin strategi med fokus på bæredygtighed og langsigtede investeringer. Plushusene har i januar 2025 rundet bolig nummer 1.000, og flere nye bæredygtige bofællesskaber er under opførelse. Samtidig har Hybel og Stenhøj Husene implementeret løsninger, der opfylder de kommende bæredygtighedskrav per 1. juli 2025.
– Vi har set en stigende efterspørgsel på moderne boligløsninger med fokus på kvalitet og bæredygtighed. Vores porteføljeselskaber er godt positionerede til at imødekomme denne udvikling, og vi har en stærk pipeline af projekter, der vil bidrage til vores fortsatte vækst, siger Bettina Antitsch Mortensen.
Med en fortsat stærk soliditet lige under 40 procent og en forventet vækst i driftsresultatet til mellem 240-260 millioner kroner i 2025, står M+ Invest godt rustet til fremtiden.
Fakta om M+ Invest
Nøgletal fra 2024
– Omsætning 2024: 1,68 milliarder kroner (2023: 1,45 milliarder kroner)
– Resultat af ordinær drift før dagsværdireguleringer 2024: 214 millioner kroner (2023: 171 millioner kroner)
– Resultat før skat 2024: 62 millioner kroner (2023: -357 millioner kroner)
– Egenkapital 2024: 2,13 milliarder kroner (2023: 2,11 milliarder kroner)
– Soliditet: 39,8 procent (2023: 39,4 procent)
Ejendomsinvesteringer og -udvikling
– M+ Ejendomme A/S – Investering og drift af ejendomme i Horsens, Aarhus og Vejle
– Exxit 59 A/S – Erhvervspark ved afkørsel 59 på E45, med logistik- og kontorejendomme
– Havnetrekanten A/S – Byudvikling og ejendomsdrift på havnen i Horsens
– Plushusene – Danmarks største bofællesskab-koncept med over 1.000 boligenheder
Byggeri
– Hybel Danmark A/S – Landsdækkende opførelse af enfamiliehuse og rækkehuse
– Stenhøj Husene A/S – Produktion af fritidshuse siden 1962
Strategiske ejerskaber
– Flügger Group A/S (28,4 procent) – Børsnoteret producent af maling og byggematerialer
– Won Hundred – Dansk modebrand
– Flex Modul A/S – Produktion af præfabrikeret modulbyggeri til bolig- og erhvervssektoren
– Rentdesk ApS – Administrationsplatform til ejendomsudlejning
Kilde: M+ Invest.