Tal fra ejendomsmæglerkæden Home viser, at interessen for at se på boliger stiger i juleferien. Faktisk er der omtrent en tredjedel flere besøg på nettet i juledagene end i november- og i decemberdagene op til.
Selve juleaften er der også besøg på nettet, men slet ikke i samme omfang som i dagene lige efter.
Fra 1. juledag stiger boligtrafikken markant igen, og frem til 30. december er der næsten dobbelt så mange sidevisninger som juleaften, viser tal for home.dk.
– Juledagene bliver i højere grad brugt til at se på huse, sommerhuse og lejligheder og snakke boligplaner, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent og talsperson i Home.
Nytårsaftensdag – lig juleaften – udviser boligkøberne ikke det store festfyrværkeri på nettet, men den 1. januar, dyrkes der også boligsurfing i stor stil.
Fremgangen fortsætter i januar, februar og ind i foråret, hvor flere og flere nye til salg-skilte også kommer op på boligmarkedet.
Home fremhæver, at en salgsvurdering inden højtiden derfor kan være en gave til boligejere i salgsovervejelser.
– En vurdering giver boligejere et klart billede af, hvad deres hjem er værd og sætter gang i snakken rundt om julebordet. Og måske en beslutning om et boligforsæt for det nye år, siger Michael Dalsager.
Og der er fordele ved at være lidt foran.
– Boligkøberne er der året rundt. Det er faktisk ofte boligerne, der mangler, fordi mange boligejere venter til den klassiske højsæson i foråret, så derfor kommer der ikke så mange nye boliger til salg i slutningen og starten af året. Det kan give de afklarede boligejere et forspring, og en vigtig del af forberedelsen er at få en salgsvurdering af sin bolig, siger Michael Dalsager fra Home.
Både huse og lejligheder har oplevet prisstigninger i løbet af 2024, og antallet af handler er steget.
Kombinationen af faldende renter, lavere inflation og høj beskæftigelse har skabt mere optimisme blandt boligkøbere.
Home forudser, at der på landsplan bliver solgt mindst 5.000 boliger i december 2024.