AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Lejlighedsmarkedet tager nu et højdespring, der smækker en gang for alle døren i til diskussionen om de nye boligskatters negative betydning for salg og priser.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra ejendomsmæglerkæden Home.

Fra september til oktober steg antallet af lejlighedshandler med 17,2 procent i Region Hovedstaden, viser salgstal fra Home. Oktober blev dermed bedste salgsmåned i hovedstaden for Home-kæden siden marts 2021.

Desuden sted prisen på lejligheder i København nok en gang i oktober. I gennemsnit blev en lejlighed på 85 kvadratmeter solgt til 50.000 kroner mere end i september ifølge Boligsiden. Det var syvende måned med stigende priser – og en samlet stigning på 350.000 kroner siden marts i år.

Ved årsskiftet var der ellers bekymring for, at skattereformen og de højere boligskatter på storbyens lejligheder ville sætte markedet under pres, og året startede også stille. Men de seneste statistikker viser, at køberne har bevaret troen på markedet.

– Lysten til at flytte i lejlighed lever i bedste velgående, og andre forhold har trukket stærkt i en anden retning, blandt andet en lavere rente og solide lønhop, siger Michael Dalsager, talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

Stærk fremgang i hovedstaden

Ejendomsmægler og indehaver Michael Hammerbak med fire Home-forretninger i København mærker tydeligt forandringen.

– Der er pænt fart på herinde i hovedstaden. Vi tror, det er et sammenfald af mange faktorer: Lavere rente, boligøkonomerne spår prisstigninger, lav arbejdsløshed og sidst, men ikke mindst, en større tiltro til ejerboligmarkedet, som vi vel ikke har set siden i coronadagene, siger Michael Hammerbak med forretninger på Vesterbro, Christianshavn, i Carlsberg Byen og City.

– Det er faktisk ganske blandet, hvad der bliver solgt, både små og store lejligheder, men der er en tendens til, at det især er det, vi kalder “rugbrødsmarkedet” – de mindre lejligheder – der driver det. Og så oplever vi ganske mange forældrekøb, siger Michael Hammerbak.

Indehaver og ejendomsmægler Torben S. Hansen fra Home Amager-Kastrupvej ser også tydelige tegn på en opblomstring.

– Der er rigtig fin aktivitet og købelyst, også en større købelyst, end udbuddet kan følge med til. Vi har særligt en rigtig stor interesse på de mindre lejligheder. To-tre værelses lejligheder går for tiden som varmt brød, siger Torben S. Hansen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling