Særligt købere fra hovedstadsområdet, falder for træfacader, træinteriør og autentiske trægulve.
Det skriver ejendomsmæglerkæden Home i en pressemeddelelse.
Lars Bøgelund er ejendomsmægler og indehaver af fire Home-butikker på den sjællandske nordkyst, og han oplever, hvordan der er fokus på den originale stil ude på fremvisningerne.
Sommerhusene, som ofte har stået uberørte siden opførelsen sidst i 1960’erne og 1970’erne, vækker en særlig interesse.
– Det er et krav fra køberne, at sommerhuset står helt originalt. Det må ikke være delvist ombygget eller renoveret. Ikke mindst er det vigtigt, at køkkenet er det oprindelige, fortæller han.
Læs også: Her i landet er der flest sommerhuse med stråtag
Et klassisk 70’er sommerhus er typisk 50-70 kvadratmeter, har et køkken-alrum typisk med fyrretræsgulve, tre soveværelser og et badeværelse, som ind i mellem også er udstyret med sauna, fortæller Lars Bøgelund.
– Sommerhusene i vores område ligger typisk i et bælte ca. en km fra kysten. Det er de helt gamle sommerhuse, der er omkring 100 år gamle, som ligger tæt på vandet.
Køberne af disse sommerhuse kommer i høj grad fra Københavnsområdet, fortæller Lars Bøgelund.
Bevaring frem for modernisering
Ejendomsmæglerne hos Home i Nordsjælland har bemærket en særlig tendens til, at mange sommerhus-købere i dag er mere fokuserede på at bevare den autentiske atmosfære fremfor at modernisere – en tendens, der adskiller sig markant fra tendensen på andre boligtyper.
– I manges øjne er det et “rigtigt sommerhus”, fordi de fremstår præcis, som de oprindeligt blev bygget, forklarer Lars Bøgelund.
Læs også: Top fem: Danmarks dyreste sommerhuse
Mens nogle købere måske fjerner gulvtæpper for at fremhæve de oprindelige gulve, er der stort set aldrig nogen, der ændrer væsentligt på husenes udtryk.
– I takt med købernes krav om, at sommerhuset skal være uændret og uden tidligere renoveringer, har de heller ikke intentioner om at foretage ændringer selv, siger Lars Bøgelund, der ser en klar tendens til, at disse sommerhuse ofte får lov til at leve videre i deres oprindelige form.
Retro-sommerhusene ryger hurtigt
Den stigende interesse har også en markant effekt på salgstiden. Sommerhusene er generelt meget populære og sælges hurtigt, fortæller Lars Bøgelund.
Læs også: Fire kommuner har flere sommerhuse end helårshuse
Køberne er hurtige til at slå til, sommetider før ejendommen overhovedet når at blive annonceret på nettet.
De klassiske sommerhuse i Nordsjælland ligger som regel i prislejet 2-2,5 millioner kroner og opefter.
Typiske kendetegn ved de originale sommerhuse
Trædomineret interiør: Træ på vægge, lofter og ofte også på gulve
Originale detaljer: Bevarede oprindelige elementer som køkken, gulve og træfacader
Indretning: Typisk 50-70 kvadratmeter med køkken-alrum med fyrretræsgulve, tre soveværelser og et badeværelse, ofte med sauna
Bevaring af detaljer: Køberne søger at bevare husets autentiske udtryk i stedet for at modernisere
Kilde: Home.