Både før og efter sommerferien har der været bemærkelsesværdig stor aktivitet på sommerhusmarkedet, lyder det i en pressemeddelelse fra RealMæglerne.
Salget af fritidsboliger var i andet kvartal af 2024 markant højere end i 2023. Tendensen fortsætter på den anden side af sommerferien. Det viser nye beregninger fra ejendomsmæglerkæden.
På Bornholm var salget af sommerhuse i anxdet kvartal af 2024 hele 29 procent højere end i 2023. I Østsjælland med kommuner som Greve, Køge, Lejre og Roskilde var salget 53 procent højere.
Læs også: Mægler: Klassiske træsommerhuse er efterspurgte
På Fyn med sommerhusområder som Faaborg, Kerteminde, Langeland og øerne var det 19 procent højere. I Vestjylland med kommuner som Ringkøbing-Skjern og Lemvig var det 22 procent højere.
I Nordjylland med Jammerbugt Kommune og sommerhusbyer som Løkken og Blokhus var salget 13 procent højere.
– Det bemærkelsesværdige er, at salget tilsyneladende holder kadencen her på den anden side af sommerferien, udtaler Preben Merrild Angelo, administrerende direktør hos RealMæglerne med flere end 100 ejendomsmæglerbutikker i hele Danmark.
Sammenlignes uge 29 til uge 35 med de tilsvarende uger i 2023, bevæger salgskurven sig mellem index 108 og index 130. Det vil sige, at salget af fritidshuse i uge 35 var 30 procent højere end i 2023. Det viser beregninger på baggrund af salgsstatistikker fra Boligsiden.
Læs også: Nyt landdistriktsudspil skal give mulighed for 2.500 nye sommerhusgrunde
– I et generelt godt salgsår på boligmarkedet er sommerhusmarkedet, som jo ellers er sæsonpræget, fulgt med. I de dyre områder i Nordsjælland stiger det ikke, og heller ikke i Sydjylland og Vest- og Sydsjælland, men ellers er det mange af de traditionelle sommerhusområder, der markerer sig i salgsstatistikkerne. Samtidig er udbuddet af sommerhuse til salg steget fra næsten 5.000 i begyndelsen af året til næsten 7.000 nu, udtaler Preben Merrild Angelo.
– Det vidner om, at der er stor aktivitet pt., hvor mange øjner et salg, og hvor stadig mange øjner et køb. Sommerhuse er en attraktiv vare og har i de seneste år efter coronapandemien fået en renæssance, mener Preben Merrild Angelo.
Han forventer, at der i 2024 samlet vil blive solgt 15-20 procent flere fritidsboliger end i 2023.