Mæglerkæde: Boligmarkedet stærkt tilbage

Nye tal viser, at huse og lejligheder er forbi toppen i 2022 og langt over 2023, hvor stigende renter og inflation gav boligmarkedet en mavepuster.

Boligpriserne satte endnu en rekord i august og ligger nu højere end under markedets tidligere top i 2022.

Nye tal fra ejendomsmæglerkæden Home og Danske Bank viser, at både huse og lejligheder har genvundet det tabte efter prisdykket i 2022 og 2023 og nu er steget markant over niveauet før faldet.

Især ejerlejligheder har oplevet et stærkt comeback. Priserne faldt først med næsten 11 procent fra toppen i juni 2022 til bunden i december samme år, men er siden steget med over 22 procent. Dermed ligger lejlighederne næsten 10 procent over den tidligere top.

– Priserne på lejligheder har virkelig fået medvind – drevet af høj efterspørgsel og lavt udbud, især i København og de større byer, udtaler administrerende direktør Martin Wiesener fra Home.

På villamarkedet ramte priserne bunden i marts 2023 og er siden steget med godt 16 procent.

I dag ligger de 2,8 procent højere end det tidligere topniveau. En gennemsnitlig villa på 150 kvadratmeter kostede i august omkring 2,7 millioner kroner, mens en lejlighed på 85 kvadratmeter løb op i godt 3,1 millioner kroner.

Ifølge Home er boligmarkedet stærkt tilbage, og Danske Bank vurderer i sin seneste prognose, at priserne på huse vil stige med godt 5 procent i 2025 og yderligere knap 4 procent i 2026.

Boligmarkedet går dermed ind i efteråret med stigende priser, flere købere og færre boliger til salg.

Tilmeld Nyhedsbrev