Der er rift om de kvalificerede medarbejdere i byggebranchen, og virksomhederne har ikke svært ved at fylde ordrebøgerne ud.
Ifølge Danmarks Statistik var den samlede omsætning inden for byggeri og anlæg i andet kvartal 2024 på 101 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 2,7 procent i forhold til samme kvartal i 2023.
Alligevel er der tegn på, at markedet er ved at stabilisere sig, vurderer Tekniq Arbejdsgiverne på baggrund af de nye konjunkturtal fra statistikbureauet.
Det skriver erhvervsorganisationen i en pressemeddelelse.
Her lyder det, at der i bygge- og anlægsbranchen samlet set er ordrer i bogen seks-syv måneder frem. Det er stort set samme niveau som for et år siden.
– Det betyder, at presset på byggebranchen er ved at lette lidt. Det er alt andet lige med til at reducere risikoen for højere inflation og stigende forbrugerpriser, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne, der organiserer virksomhederne i det tekniske erhvervsliv.
I byggebranchen har der længe været ekstrem lav ledighed. Eksempelvis har ledigheden blandt elektrikere gennem længere tid svinget omkring 1 procent. Antallet af ordrer er samtidig svagt stigende i installationsbranchen, viser statistikkerne.
– Virksomhederne har derfor ikke decideret mangel på opgaver, men vi vurderer, at niveauet har stabiliseret sig. Vi ved dog også af erfaring, at efterårs- og vinterstorme med tilhørende oversvømmelser kan skabe øget travlhed. Det er en tilbagevende joker, som vi må vænne os til, men af samme grund er det vigtigt at have den nødvendige kapacitet til at løse opgaverne i byggebranchen, siger Maria Schougaard Berntsen.
I tredje kvartal 2024 var der ifølge Danmarks Statistik 196.900 beskæftigede inden for byggeri og anlæg. Det er et fald på 0,3 procent i forhold til andet kvartal 2024, hvor der var 197.500 beskæftigede. Sammenlignet med samme kvartal året før er der tale om en stigning på 1,2 procent.
Faldet er størst hos el-installatører og byggeentreprenører, der begge har fald på 0,9 procent i forhold til andet kvartal 2024. Restgruppen “Anden bygge- og anlægsvirksomhed” oplever som den eneste gruppe en stigning, der over samme periode er på 2 procent.