Jakob Andersen, administrerende direktør i Mangor & Nagel - en del af Aart. Foto: PR.
Jakob Andersen, administrerende direktør i Mangor & Nagel - en del af Aart. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Den 1. oktober 2022 sætter Jakob Andersen sig for bordenden hos arkitektvirksomheden Mangor & Nagel – en del af Aart. Han kommer fra en stilling som teknisk direktør i Mangor & Nagel og overtager posten som administrerende direktør fra Bente Priess Andersen, som skal prøve kræfter med nye opgaver. Skiftet sker efter gensidig aftale, oplyser Aart i en pressemeddelelse.

Administrerende direktør i Aart, Torben Skovbjerg, betegner i meddelelsen udnævnelsen af Jakob Andersen som et naturligt valg, baseret på Jakobs stærke faglighed og brancheerfaring, indgående kendskab til Mangor & Nagel. Jakob Andersen og Bente Priess Andersen har haft et tæt parløb om i direktionen de sidste syv år.

– Jakob har bred erfaring og stærke kompetencer inden for byggebranchen og har en stor indsigt i kompleksiteten i at skabe god og effektfuld arkitektur. Samtidig er han utrolig vellidt blandt både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Han har desuden været en af de helt stærke foregangspersoner i integrationsprocessen mellem Mangor & Nagel og Aart og har et skarpt blik for synergierne i vores nye fælles fremtid, udtaler Torben Skovbjerg Larsen i meddelelsen.

Jakob Andersen har været i Mangor & Nagel siden 2005, hvor han har haft forskellige roller, blandt andet som afdelingschef i Roskilde og som teknisk direktør siden 2016.

– I min nye rolle ser jeg frem til fortsat at udvikle Mangor & Nagel – en del af Aart og skabe en endnu stærkere sammenhæng med Aart med respekt for vores sociale og faglige værdier. Samtidig vil jeg sætte fokus på at udvikle vores eksisterende relationer på tværs af Storebælt og skabe nye samarbejder inden for det almene segment i det jyske, udtaler Jakob Andersen.

Overdragelsen til Jakob sker efter gensidig aftale og som et helt naturligt skridt for Bente Priess Andersen, der kan se tilbage på en succesfuld tid som administrerende direktør i Mangor & Nagel, som i 2021 leverede det bedste resultat i arkitektvirksomhedens 74-årige historie. Her rundede virksomheden en omsætning på 100 millioner kroner, og resultatet efter skat landede på 10,5 millioner kroner.

Fremadrettet vil Bente dedikere sin professionelle tid til ledelsesopgaver og bestyrelsesposter, fremgår det af pressemeddelelsen.

– Jeg har haft nogle fantastiske år i Mangor & Nagel, hvor jeg har været omgivet af mine nærmeste kolleger i ledelsen, alle vores dygtige medarbejdere og ikke mindst vores gode kunder og samarbejdspartnere. Tilsammen har vi rykket Mangor & Nagel til det sted, vi står i dag og jeg føler med ro i maven, at min opgave er løst. Jeg er helt tryg ved at Jakob er den rette person i spidsen for Mangor & Nagel i den nye konstellation sammen med Aart. Derfor er det også naturligt for mig at kigge fremad og ind i en ny periode af mit professionelle liv, hvor jeg vil prøve kræfter med nye ledelsesopgaver og dedikere mere af min tid til mine bestyrelsesposter, udtaler Bente Priess Andersen.

Mangor & Nagel blev grundlagt i 1948 i Frederikssund. Tegnestuen blev i april 2022 opkøbt af Aart Architects med base i Aarhus.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling