
En af Aabenraas mest markante og historiske bygninger er blevet sat til salg, skriver JyskeVestkysten.
Der er tale om Redergaarden på Storetorv 9, midt i byens historiske centrum. Hos Nordicals udbydes bygningen som en fuldt udlejet investeringsejendom.
– Redergaarden er ikke blot en ejendom. Det er et stykke Aabenraa‑historie i absolut særklasse. Her mødes fortidens storhed og nutidens kvalitet i hjertet af byen, siger Kim Faber Hansen, der er erhvervsmægler hos Nordicals, til JyskeVestkysten.
Redergaarden er opkaldt efter storreder og kongelig agent Jørgen Bruhn, der var den største skibsreder i det danske monarki, og ejendommen regnes i dag som en af byens smukkeste bygninger.
Den fredede ejendom er fuldt udlejet og rummer fire boliglejemål samt to erhvervslejemål, herunder en restaurant med adgang til en lukket gårdhave. De fire boliger er nyopført i 2023, og hele ejendommen har for nylig gennemgået en omfattende indvendig renovering.
Redergaarden udbydes til en kontantpris på 9,75 millioner kroner og har en årlig lejeindtægt på godt 741.000 kroner, hvilket giver et afkast på 6,43 procent.
Ifølge Resights er ejendommens hovedbygning opført i 1800. Den markante ejendom består af to bygninger med et samlet bygningsareal på 450 kvadratmeter og er opført på en grund på 393 kvadratmeter.
Ejendommen blev senest handlet den 23. august 2012, hvor den blev købt af selskabet Cama Invest for 6,5 millioner kroner. Den offentlige vurdering lyder i dag på 3,75 millioner kroner, hvoraf grundens værdi udgør 1,62 millioner kroner.
Bygningerne rummer i alt fire boligenheder og tre erhvervsenheder. Den reelle ejer af Cama Invest er Jeppe Daniel Aillaud, som ejer ejendommen gennem et holdingselskab. Cama Invest ejer i alt 27 ejendomme med en samlet værdi på 106 millioner kroner, mens Jeppe Daniel Aillaud samlet står bag en portefølje på 40 ejendomme.






















