Tomme butikslokaler. Foto: Dansk Byudvikling.
Tomme butikslokaler. Foto: Dansk Byudvikling.

Antallet af tomme butikslokaler i København er faldet til det laveste niveau i to år, oplyser Ejendomstorvet i en pressemeddelelse.

Ledige lokaler til butikker, spisesteder, caféer og takeaway udgør nu 3,1 procent af det samlede butiksareal i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør. Det er et markant fald efter, at tomgangen ved udgangen af 2024 nåede et rekordniveau på 74.500 kvadratmeter eller 3,4 procent af det samlede areal.

Ifølge erhvervsmæglere skyldes udviklingen især, at forbrugerne igen bruger flere penge, og at nye typer virksomheder overtager de tomme lokaler, mens den traditionelle detailhandel fylder lidt mindre end tidligere.

– Der er mere optimisme i detailhandlen i dag end for et par år siden, da den høje inflation betød, at danskerne havde færre penge mellem hænderne og købte mindre, særligt af det som ikke var dagligvarer, udtaler Kristian Hartmann, partner og direktør for La Cour & Lykke med speciale i butikslokaler og mindre kontorer i hovedstaden.

– I dag er der nok lidt færre butikker, men vi ser fremgang over en bred kam med flere spisesteder og flere klinikker med forskellige tilbud inden for sundhed og velvære. Vi danskere bruger flere penge på vores udseende i dag.

Udviklingen er dog ikke ens over hele hovedstaden. På Østerbro, Gl. Kongevej og Vesterbrogade bliver ledige lokaler hurtigt udlejet, mens sidegader i Indre By og dele af Amagerbrogade fortsat har sværere ved at tiltrække lejere.

Omvendt peger mæglerne på, at både Bellakvarteret i Ørestad, Amager Strandvej og Carlsberg Byen har oplevet en tydelig fremgang, og i Carlsberg Byen er alle butikslokaler nu udlejet.

– Især to tendenser breder sig: Dels åbner flere med tilbud inden for skønhed og træning, for eksempel med mindre studios med reformer-fitness eller hot yoga. Dels fortsætter fremgangen for convenience, for eksempel takeaway, fordi mange foretrækker at få færdiglavet mad, udtaler Steffen Falch, indehaver af Falch Erhverv.

Mæglerne oplever samtidig stigende interesse fra tandlæger, læger og andre klinikker, som ønsker at flytte fra ældre ejendomme til butikslokaler i gadeplan. De peger dog på, at kommunernes lokalplaner ofte spænder ben for den udvikling, fordi lokalerne mange steder fortsat er forbeholdt butikker og spisesteder.

Kommunerne København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør råder tilsammen over knap to millioner kvadratmeter butiksareal uden for butikscentrene, svarende til godt ti procent af det samlede butiksareal i Danmark.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev