Restaureringen af den markante ejendom på Vestergade 24 til 28 i Odense går nu ind i en synlig fase.
I maj bliver der sat stillads op mod gågaden, og taget på forhuset skal gennemrenoveres, skriver Fyens.dk. Ifølge avisen forventes byggeriet afsluttet om cirka to år.
Den historiske ejendom blev opført i 1896 og har i en årrække stået tom og forfalden. I december 2023 købte erhvervsmanden Anders Holch Povlsen bygningen for 31 millioner kroner gennem sit ejendomsudviklingsselskab AAA United, der er et datterselskab af Heartland A/S.
Planen er at restaurere forhuset og indrette stueetage og første sal til butik, mens de øverste etager skal rumme kontorer. I gården bliver det nedslidte baghus revet ned og erstattet af en ny bygning i fire etager.
Samlet skabes der omkring 1.600 kvadratmeter butiksareal i to etager, blandt andet gennem en overdækket gårdløsning. Hvilken butik, der flytter ind i stueetagen, er endnu ikke offentliggjort.
Projektet har tidligere skabt debat, fordi passagen mellem Vestergade og Pogestræde fremover føres gennem butikken i stueetagen. Kritikere har frygtet, at forbindelsen reelt ville forsvinde. Et flertal i byrådet har dog godkendt lokalplanen, og dermed kan projektet realiseres.
“I maj forventer vi at opstille stillads og påbegynde en komplet renovering af taget på forhuset mod Vestergade. Efter sommerferien og hen over efteråret går vi i gang med opførelsen af det nye baghus”, skriver projektleder ved AAA United, Sebastian Lysdal Krøtel, i et mailsvar til Fyens.dk.
Ifølge projektledelsen arbejder man i øjeblikket med at forstærke fundamenter og etageadskillelser samt bevare og renovere de indvendige murstensvægge. Samtidig foretager Museum Odense arkæologiske undersøgelser i baggården.
Facaden mod Vestergade får genskabt sit historiske udtryk med pudsede mure i jordfarver og lys sokkel. Den tidligere Magasin-bygning på adressen bliver samtidig istandsat, så det røde murværk og de oprindelige detaljer igen træder tydeligt frem.
I gårdrummet etableres Petrine Grønnings Gård, opkaldt efter en lokal fabriksindehaver fra slutningen af 1800-tallet. Gården indrettes som et grønt opholdsrum med træer, buske og klatreplanter og skal fungere som et nyt åndehul midt i byens handelsliv.






















