McDonald’s kan komme på menuen i Parken trods massiv nabomodstand

Over 170 høringssvar har kritiseret planerne om en ny restaurant i Parken, men forvaltningen anbefaler alligevel at give dispensation.

McDonald's vil åbne en restaurant i Parken i København. Illustration af facaden: Vision+ Rådgivende Ingeniører.
McDonald’s vil åbne en restaurant i Parken i København. Illustration af facaden: Vision+ Rådgivende Ingeniører.

En ny McDonald’s i Parken på Østerbro kan den 15. juli rykke et skridt nærmere virkeligheden.

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen anbefaler, at der gives dispensation fra lokalplanen, så restauranten kan etableres i stadionanlægget på Øster Allé.

Sagen har vakt stor debat blandt naboerne. I to høringsrunder har kommunen modtaget i alt 174 høringssvar og indsigelser, hvor mange borgere har udtrykt bekymring for blandt andet støj, affald, trafik, lugt og øget aktivitet i området. Også Østerbro Lokaludvalg har støttet de kritiske synspunkter fra beboerne.

Forvaltningen vurderer dog, at en restaurant er mulig inden for lokalplanens rammer, hvis der gives dispensation. Samtidig foreslås det, at åbningstiden begrænses til klokken klokken 07.00-01.00 søndag til torsdag og klokken 07.00-02.00 fredag og lørdag. Udeservering skal lukke klokken 23.00.

Ansøgningen omfatter også opsætning af skilte og den velkendte “gyldne måge” på facaden. Forvaltningen vurderer, at skiltningen følger kommunens retningslinjer og anbefaler derfor også dispensation til denne del af projektet.

Ifølge ansøgeren vil restauranten få et nyt ventilationsanlæg med støjdæmpning og teknologi, der reducerer lugtgener. Forvaltningen erkender samtidig, at en fastfoodrestaurant kan skabe gener for naboerne, men vurderer, at de foreslåede åbningstider begrænser påvirkningen til et niveau, som er almindeligt i et tæt byområde.

Det er nu op til politikerne i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget at træffe den endelige beslutning om projektet. Det skal de gøre på et møde den 15. juli.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev