
Orifarm investerer 42 millioner kroner i en naboejendom til hovedsædet i det sydlige Odense, skriver Fyens.dk.
Købet omfatter en 27.000 kvadratmeter stor grund og 11.500 kvadratmeter bygninger, som tidligere blandt andet har huset Harald Nyborg på Handelsvej 21.
Ejendommen skal gradvist indgå i Orifarms eksisterende lagerfaciliteter og give koncernen mere plads til lager og distribution af medicin. Behovet er vokset i takt med, at virksomheden har udvidet sin forretning og medarbejderstab.
– Vi tror på Odense som base for vores internationale aktiviteter – også mange år frem, siger administrerende direktør Mads Fink Eriksen fra Orifarm til Fyens.dk.
Orifarm har omkring 2.200 ansatte og er blandt Fyns største arbejdsgivere. Selvom en stor del af aktiviteterne blev flyttet fra Odense til Tjekkiet i 2005, er virksomheden siden vokset markant på Fyn.
Orifarm råder i forvejen over en grund på 73.000 kvadratmeter, som den nye ejendom støder op til. Dermed får medicinalkoncernen endnu mere plads omkring hovedsædet til den fortsatte vækst.






















