Mere bæredygtighed: Hovedstadskommune vil revidere arkitekturpolitik

Kommunen vil have mere bæredygtige byrum, stærkere fællesskaber og højere arkitektonisk kvalitet. En ny politik er sendt i offentlig høring.

Ballerup Rådhus. Foto: Ballerup Kommune.
Ballerup Rådhus. Foto: Ballerup Kommune.

Ballerup Kommune er klar med et forslag til en ny byrums- og arkitekturpolitik, der skal sætte retningen for fremtidens byggeri, byrum og byudvikling.

Politikken bygger videre på kommunens arkitekturpolitik fra 2012, men er opdateret med fokus på klima, bæredygtighed, kvalitet og fællesskaber.

Et centralt element er et nyt arkitekturkompas, som skal bruges som dialogværktøj mellem borgere, politikere, bygherrer og kommunen, når nye byggeprojekter og byrum planlægges.

Den nye politik lægger vægt på at genbruge og omdanne eksisterende bygninger frem for at rive ned og bygge nyt.

Samtidig skal mere bynatur, biodiversitet, klimatilpasning og holdbare materialer tænkes ind i både byggeri og byrum. Målet er også at skabe fleksible omgivelser, der kan udvikle sig over tid og danne rammer om fællesskaber.

Under den politiske behandling er politikken blevet justeret flere gange med blandt andet større fokus på kultur- og idrætsbyggeriers arkitektoniske kvalitet, færre faste belægninger, bedre indpasning af tekniske installationer på tage og øget tilgængelighed til offentlige bygninger og udearealer.

Et forslag fra Dansk Folkeparti om at gøre gode parkeringsforhold og biltilgængelighed til et selvstændigt mål blev forkastet af kommunalbestyrelsen.

Forslaget er sendt i fire ugers offentlig høring. Herefter behandles høringssvarene, og Byrums- og Arkitekturpolitik 2025 forventes endeligt vedtaget af kommunalbestyrelsen i august 2026.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev