Mere end 150 millioner kroners uenighed om pris på slagterigrund

Kommunen mener, at grunden skal koste godt 50 millioner kroner, men koncernen, der ejer grunden, vil have over tre gange så meget.

Midt i april blev det meldt ud, at Danish Crown i samarbejde med EDC Erhverv Poul Erik Bech vil sælge den 800.000 kvadratmeter store slagterigrund i Ringsted.

I sidste uge meldte Ringsted Kommune sig som potentiel køber af grunden.

I 1972 solgte kommunen nemlig grunden til slagterikoncernen for 4,8 millioner kroner med en tilbagekøbsret, som kommunen overvejer at benytte sig af.

– Det er administrationens vurdering, at et eventuelt køb af grundarealerne vil kunne skabe både muligheder og udfordringer, sagde borgmester i Ringsted Kommune, Klaus Hansen (V), da sagen for nyligt blev behandlet af politikerne i byrådet.

– Blandt andet vil indgåelse af en partnerskabsaftale med en eller flere udviklere om udviklingen af området kunne være én mulighed. Det vil også kunne sikre kommunens mulighed for at påvirke udviklingen i området, og det vil jo selvfølgelig også kunne medvirke til at sikre udviklingsmulighederne for flyvepladsen.

Prisen for grunden og betingelserne for en handel mellem kommunen og Danish Crown er der dog ikke enighed om.

Administrationen i Ringsted Kommune har over for Danish Crown tilkendegivet, at kommunen vurderer, at tilbagekøbsretten alene gælder for de godt 442.000 kvadratmeter ubebyggede arealer, samt at tilbagekøbsprisen skal være på omkring 50 millioner kroner, hvilket svarer til en kvadratmeterpris på 113 kroner.

Danish Crown mener til gengæld, at tilbagekøbsprisen bør ligge på cirka 260 kroner per kvadratmeter, og at tilbagekøbsretten bør omfatte både de bebyggede og de ubebyggede arealer på sammenlagt omkring 800.000 kvadratmeter. Og så lander prisen på omkring 209 millioner kroner.

Kommunen vil nu rette henvendelse til Danish Crown for at drøfte vilkårerne for tilbagekøb af grundarealerne. Men der altså en del betingelser og forhold, der skal afklares og skabes enighed om parterne imellem.

– Det er administrationens vurdering, at deklarationsteksten fra 1972 er rimeligt uklar og forbundet med en vis usikkerhed i forhold til fortolkning. Man vurderer til gengæld, at tilbagekøbsretten fortsat er gældende. Og det er også vurderingen, at tilbagekøbsretten alene gælder for de ubebyggede arealer, da de jo ikke har været brugt til Danish Crown’s primære virksomhed, sagde borgmester Klaus Hansen på byrådsmødet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling