EDC Erhverv Torben Larsen i Silkeborg har per 1. januar 2025 skiftet navn til EDC Erhverv Poul Erik Bech Silkeborg.
Det skriver erhvervsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.
I forbindelse med navneskiftet flytter erhvervscenteret og får kontorfællesskab med EDC Poul Erik Bech boligbutikken på Østergade 28 i Silkeborg. Samtidigt etablerer erhvervscenteret et tæt samarbejde med EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus.
– EDC Poul Erik Bech koncernen har været ejere af EDC Erhverv Torben Larsen i mange år, men nu har vi valgt, at tiden er moden til endelig at skifte navn. Udover at det bliver lettere med ét navn i forhold til kundekendskab og markedsposition, så skyldes det særligt, at vi fremover bedre kan brande os med de øvrige 19 erhvervscentre, udtaler Per Møller Jensen, partner og erhvervsmægler i EDC Erhverv Poul Erik Bech Silkeborg.
Læs også: Udviklere bag todelt boligprojekt i Silkeborg
Ifølge EDC Erhverv har 2023 og 2024 for visse segmenter indenfor erhvervsejendomme været under middel. Det skyldes først og fremmest renten, som indirekte har medført at sælger og køber mange gange har været for langt fra hinanden til at indgå en handel. Forventningerne til 2025 er en del mere optimistiske.
– Det gør også, at vi ønsker at styrke vores position i området. I forbindelse med samarbejdet med vores Aarhus afdeling vil vores erhvervsmægler Gustav Balsby ligeledes blive tilknyttet vores Aarhus-kontor, og samtidig fortsætte med at løse opgaver for kunder her i Silkeborg. Det betyder, at vi søger endnu en erhvervsmægler og eventuelt partner til vores kontor her i Silkeborg, så vi står endnu bedre i forhold til at servicere vores kunder, udtaler Per Møller Jensen.