Hele 2.447 sider har den nye kommuneplan i Viborg fået lov til at sprede sig over, når bilag medregnes.
Kommunen er med sine 1.474 kvadratkilometer Danmarks næststørste mål på areal, men det er ikke planen, at byerne i kommunen skal udvikles med samme spredning som teksten i kommuneplanen, der blev vedtaget af byrådet den 21. maj.
– Planen skal sikre, at vi bruger vores arealer klogt, så vi skaber udvikling i vores kommune. Der skal være en balance i, at vi både udnytter vores eksisterende arealer til byens funktioner og samtidig skaber mulighed for nye boligområder, udtaler kommunens borgmester Ulrik Wilbek (V) i en pressemeddelelse.
Gennem de seneste 10 år er Viborg Kommune vokset med godt 2.600 borgere, og kommunen har aktuelt 97.750 indbyggere. Selve byen Viborg er i samme periode vokset mere end kommunen som helhed. Kommunen er med en befolkningstilvækst på over 4.400 borgere gået fra at have 39.200 indbyggere i 2015 til aktuelt mere end 43.600.
Ifølge borgmester Ulrik Wilbek er kommunen inde i en god udvikling med god tilflytning og høj erhvervsaktivitet.
– Kommuneplanen skal bygge videre på det, der allerede fungerer godt, og samtidig tage højde for de behov og muligheder, vi ser i de kommende år. Kommuneplanen har blandt andet fokus på boliger og arkitektur, men vi går nu i gang med temaplaner om erhvervsområder og det åbne land, siger han.
Der blev opført cirka 5.000 boliger i Viborg Kommune i perioden 2010-2023. Antallet af opførte boliger per år toppede i 2021 og 2022 med henholdsvis cirka 700 og 650 boliger. Byrådet skønner, at der i planperioden 2025-2036 vil være et behov på cirka 52 hektar arealer til boligformål. Kommunen forventes dog ikke at vokse nævneværdigt.
Viborg Kommune består af 36 byer med over 200 indbyggere. Den næststørste by i kommunen er Bjerringbro med 7.400 indbyggere.
Fakta om Kommuneplan 2025-2036:
Kommuneplanen for de næste 12 års udvikling i Viborg har særligt fokus på:
Balanceret vækst
- At vi skal bygge tættere, både når vi bruger eksisterende arealer i byen eller inddrager marker til nybyggeri.
- At nogle byer får nye byudviklingsarealer, og andre må afgive arealer.
- At bynære landskaber ved Viborg udpeges som en sammenhængende grøn ring.
- At der skal etableres færre nye parkeringspladser.
Arkitektur og kulturmiljøer
- At der stilles særlige arkitektoniske krav til byggeri i karakteristiske boligkvarterer i Viborg by.
- At de værdifulde kulturmiljøer i flere af kommunens byer fremhæves.
Kilde: Viborg Kommune.






















