De midtjyske modulproducenter ABC Pavilloner og Concept Living by abc har besluttet at dele en del af årets overskud med medarbejderne.
I alt er 1,2 millioner kroner blevet udbetalt, svarende til 10 procent af koncernens driftsresultat, oplyser virksomhederne i en pressemeddelelse.
Mere end 100 medarbejdere får del i overskuddet, som for første gang fordeles på tværs af hele koncernen. Ordningen skal både anerkende medarbejdernes indsats og styrke samarbejdet mellem de mange faggrupper i virksomhederne.
– Vi rummer alt fra bygningskonstruktører, tømrere og VVS’ere til malere, kloakmestre, arkitekter og administrative medarbejdere. Derfor arbejder vi systematisk i styregrupper og faggrupper, som vi internt kalder SG/FG, på tværs af hele organisationen, hvor vi udvikler nye metoder og arbejdsgange med fokus på helt konkrete forbedringspunkter i dagligdagen, udtaler direktør Kjeld Facius.
– Det tværfaglige samarbejde giver desuden den enkelte medarbejder mulighed for at øve indflydelse og bidrage med viden og erfaringer på områder, som han eller hun måske ellers ikke har noget med at gøre til daglig, og på den måde løfter vi både hinanden og virksomhederne i flok.
Ledelsen forventer at gentage ordningen næste år, hvis koncernen igen leverer et positivt resultat. Målet er både at styrke fællesskabet i organisationen og skabe endnu bedre resultater i de kommende år.























