Byggeriet blev sat i gang af totalentreprenøren Gråkjær Erhverv i begyndelsen af 2024, og i dag indvier GLS et nyt, højteknologisk distributionscenter i Business Park Ringsted.
Det 10.000 kvadratmeter store center vil øge kapaciteten på Sjælland med 35 procent og skabe plads til 80 medarbejdere og 70 chauffører. På sigt forventes antallet at stige til 110 medarbejdere og 180 chauffører, oplyser GLS i en pressemeddelelse.
– Lokationen i Ringsted gør køreafstandene kortere og giver mindre motorvejskørsel, når vi leverer og henter pakker i området. Det betyder samtidig, at vi kan anvende flere elbiler i distributionen på Sjælland, udtaler Henrik Nyegaard, Director Operations i GLS Denmark.
Omkring en tredjedel af distributionsflåden i Ringsted består af elbiler, som kan lades op ved centrets 30 AC-ladestandere og to lynladere, med mulighed for udvidelse i fremtiden. Centret er en del af GLS’ vækstrejse.
– Vi åbner to nye distributionscentre i Danmark – Ringsted er det første, og Randers følger snart efter, udtaler administrerende direktør i GLS Denmark, Steen Kristensen.
Det nye center i Ringsted vil betjene Midt-, Vest- og Sydsjælland og aflaste eksisterende centre i Taastrup, samtidig med at det giver kunderne bedre indleveringstider og forbedret service.
Miljøhensyn er i fokus med et solcelleanlæg på taget, der med 445 kilowatt peak forventes at dække en tredjedel af centrets strømforbrug i dagtimerne. GLS arbejder mod, at halvdelen af deres transportflåde skal være el- eller nulemissionskøretøjer inden 2030.
Den officielle åbning markeres med en reception den 28. august klokken 13, hvor kunder, samarbejdspartnere, naboer og medarbejdere kan få en rundvisning. Tilmelding sker via salg@gls-denmark.com senest den 19. august.























