Miljømærkning Danmark: Danskerne vil ”bo bedre” med miljømærkede møbler

Møbler certificeret med Svanemærket eller EU Ecolabel bliver mere og mere udbredt i de danskernes boliger, viser ny undersøgelse.

Der er mange overvejelser forbundet med valg af møbler – og miljøhensyn er i stigende grad en af dem.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Svanemærket, Nordisk Miljømærkning.

Opinion har for Svanemærket gennemført en undersøgelse, der viser, at 73 procent af de danske forbrugere, der har angivet, at møbler er et relevant produktområde for dem, ville vælge et svanemærket møbel, hvis det var tilgængeligt.

– Når næsten tre ud af fire danskere, der interesserer sig for møbler, foretrækker et svanemærket møbel frem for et ikke-svanemærket, vidner det om, at mange forbrugerne er opmærksomme på miljø og klima, udtaler Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.

Hun understreger, at danskerne i stor stil bruger Svanemærket som pejlemærke, når de køber nyt: 93 procent af danskerne kender Svanemærket, og hele 66 procent ser efter Svanemærket, når de vælger produkter.

Læs også: HTH lancerer nyt svanemærket køkken

En af de virksomheder, der leverer svanemærkede møbler til danske forbrugere, er møbelproducenten Tenksom:

– Det er afgørende, at vi som forbrugere prioriterer at købe produkter, der kan holde i mange år, da det er en effektiv måde at reducere ressourceforbrug og forurening på. Derfor er flere af vores sofaer svanemærkede, hvilket blandt andet betyder, at de lever op til en række skrappe miljø- og kvalitetskrav, der skal hjælpe med at fremme længere levetid og cirkulær økonomi samt mindske møblernes klimaaftryk, udtaler Anne Østrup Hansen, marketingchef hos Tenksom.

Udover Tenksom har en række andre brands så som FDB Møbler, Hay, Muuto, Bolia, Fritz Hansen, &Tradition og Montana også miljømærkede møbler i sortimentet, ligesom der også findes miljømærkede børnemøbler, for eksempel Bekids fra Babysam og Hoppekids. Der findes også miljømærkede køkkenmøbler og -inventar eksempelvis fra HTH, Invita, Rothpunkt og Epoq. Endeligt er der flere virksomheder, som forhandler kontormøbler, blandt andet Holmris B8.

Der er i dag mere end 85 møbelvirksomheder, som leverer møbler certificeret med Svanemærket eller EU Ecolabel til det danske marked.

Kort om møbler, der er certificeret med Svanemærket og/eller EU Ecolabel

  • Møblerne er testet til at være holdbare, sikre og af god kvalitet for at sikre en lang levetid.
  • Træmøbler og trædele i møbler er lavet af sporbart og lovligt fældet træ. En høj andel af træet er fra certificeret skovbrug. Det gavner både natur og klima.
  • Tekstiler, fyld, lim og maling lever op til skrappe kemikaliekrav for blandt andet at sikre et bedre indeklima.
  • Plastmøbler indeholder genanvendt plast for at spare på jordens ressourcer
  • Det er gjort muligt at fjerne metal, når møblerne er slidt op. Det gør det nemmere at genbruge eller genanvende de enkelte metaldele.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen “Nordic consumer sustainability index” er gennemført af Opinion på vegne af Svanemærket, Nordisk Miljømærkning, maj 2024. Der er i alt adspurgt 4.516 nordiske forbrugere, herunder 1.007 danskere i alderen 16+ i perioden 15. marts – 15. april 2024.

Kilde: Svanemærket, Nordisk Miljømærkning.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling