Milliardær opkøber landbrugsjord til vild natur

Rigmand opkøber landbrugsarealer for at omdanne dem til vild natur. Samtidig opfordrer han byggebranchen til transformation og genbrug.

Vi har mistet forbindelsen til naturen, mener rigmanden og tidligere biotek-direktør Jacob Jelsing.

På Building Green i København den 30. oktober fortæller han, hvorfor han har valgt at bruge sin formue på at opkøbe landbrugsjord og omdanne den til vild natur – og hvorfor han ser naturgenopretning og bygningstransformation som to sider af samme sag.

Det oplyser Building Green i en pressemeddelelse.

Siden sin tid som stifter af biotekvirksomheden Gubra har Jacob Jelsing investeret i at rejse skov og skabe biodiversitet på tidligere landbrugsarealer. Han har allerede opkøbt 400 hektar og sigter mod 1.000 hektar med fokus på regenerativt landbrug og naturprojekter. Formålet er både at skabe bedre jordkvalitet og give danskerne adgang til naturen.

– Da jeg hørte, at der skal udtages 140.000 hektar lavbundsjorde inden 2030 på frivillighedsbasis, tænkte jeg, at det kommer de aldrig i mål med, så jeg besluttede mig for at gå i gang selv, udtaler Jacob Jelsing.

– Og det har vist sig at være en god beslutning, for her godt et år efter de har indgået aftalen, er de stadig i gang med at tegne streger og cirkler på et kort.

Han mener, at mennesket har glemt sin plads i økosystemet, og at adskillelsen fra naturen bidrager til stress og mistrivsel. Derfor skal hans områder være åbne for offentligheden, så flere kan genfinde roen i naturen.

Byggeindustrien er en stor synder

Som bygningsejer har Jacob Jelsing taget sin bæredygtige tankegang med ind i byggebranchen. Han investerer i transformation og genbrug frem for nybyggeri og er medejer af virksomheden a:gain, der leverer genanvendte byggematerialer.

Selv om han ved, at hans indsats ikke alene redder klimaet, mener han, at alle bør tage ansvar der, hvor de kan.

– Da jeg fandt ud af, hvor stor en synder byggeindustrien er, begyndte jeg at kigge ind i det. Jeg har taget det med ind i landbruget, for jeg står med en masse bygninger og vil gerne være med til at skabe opmærksomhed om, at vi skal finde alternative løsninger til nybyggeri, udtaler Jacob Jelsing.

Jacob Jelsing er uddannet marinbiolog, og i 2008 var han med til at stifte biotekvirksomheden Gubra, der har sikret ham en formue på omkring 3 milliarder kroner.

Building Green CPH 2025

  • Building Green CPH afholdes den 29. og 30. oktober 2025 i Lokomotivværkstedet, Otto Busses Vej 5A, 2450 København SV
Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling