
En af de mest markante ejendomme i det indre København er blevet solgt i årets første milliardhandel i Danmark.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Cushman & Wakefield | RED, der har været rådgiver for Hines i forbindelse med salget af den markante ejendom.
Trinity Quarter på Købmagergade 44A er blevet købt af Urban Partners. Ejendommen rummer cirka 21.500 kvadratmeter og er en kompleks ejendom med flere funktioner samlet ét sted, lyder det fra erhvervsmæglerfirmaet, som ikke røber detaljer om prisen på handlen.
Under Hines’ ejerskab er ejendommen blevet gennemgribende ombygget. Transformationen har haft fokus på at bevare de arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter, samtidig med at bygningerne er blevet opdateret til nutidig brug med hotel, boliger og butikker.
– Trinity Quarter fremstår i dag som et særdeles vellykket eksempel på, hvordan ældre ejendomme kan transformeres til moderne, attraktive investeringer. Samtidig har det været en stor fornøjelse at rådgive i en så markant og kompleks transaktion, udtaler Kim Søberg Petersen, partner i Capital Markets hos Cushman & Wakefield | RED.
Trinity Quarter indeholder hotellet 25hours Hotel Indre By med 243 værelser, 1.000 kvadratmeter boliger samt 3.100 kvadratmeter butikslokaler ud mod Strøget.
– Dette er en velbeliggende blandet ejendom i det centrale København. Hines har gennemført en omfattende ombygning af de historiske bygninger med et stærkt fokus på at bevare deres arkitektoniske og kulturarvsmæssige kvaliteter, udtaler Thomas Riise-Jakobsen, partner og landechef for Danmark hos Urban Partners.
Handlen sker i et marked, hvor aktiviteten i begyndelsen af 2026 ifølge Cushman & Wakefield | RED har været lavere end året før. Alligevel peger salget på en stigende interesse fra investorer for centralt beliggende ejendomme, lyder der fra erhvervsmægleren.
Advokatfirmaet Bruun & Hjejle har været juridisk rådgiver for sælger i forbindelse med handlen.
Urban Partners er blevet rådgivet af Accura som juridisk rådgiver, PwC som finansiel rådgiver, ABC Rådgivende Ingeniører som teknisk rådgiver, NHC som kommerciel rådgiver og Nordea som gældsrådgiver.























