Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød bliver mindst 111 procent dyrere end oprindeligt budgetteret og mindst syv år forsinket.
Nu skal to eksterne undersøgelser afdække, hvad der gik galt, og om nogen kan holdes ansvarlige, skriver SN.dk.
Det oprindelige budget var 5,5 milliarder kroner i 2026-priser. Efter flere budgetjusteringer er prisen nu oppe på 11,3 milliarder kroner.
Den ene undersøgelse skal gennemgå regionens økonomiske og tidsmæssige styring af byggeriet, mens den anden skal vurdere, om rådgivere eller entreprenører kan gøres juridisk ansvarlige, og om regionen kan kræve erstatning.
Undersøgelserne gennemføres af revisionsfirmaet BDO og Kammeradvokaten. Resultaterne ventes klar i oktober og skal efter planen behandles politisk i november.
– Det undrede os utrolig meget, at prisstigningen pludselig røg fra 1 til 3 milliarder kroner, lige efter at vi havde fået en redegørelse om status på byggeriet, siger formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K), til SN.dk.
– Derfor er det på sin plads at undersøge alle parters rolle i forløbet – både entreprenører, rådgivere og regionens egen administration.
Tidligere har projektet fået med grovfilen af Rigsrevisionen.
“Fordyrelsen kan have været medvirkende til, at bygningens funktionalitet og kapacitet er blevet forringet. Selv om en del af budgetoverskridelserne skyldes prisstigninger i byggebranchen i 2021 og 2022, konstaterer Statsrevisorerne, at Region Hovedstadens budgettering af byggeriet samlet set har været urealistisk og usikker”, lød det i en beretning i 2023.
Statsrevisorerne påpegede desuden, at det daværende Indenrigs- og Sundhedsministeriums tilsyn med byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland ikke havde været “helt tilfredsstillende i perioden 2019-2021”.
Hospitalet på 123.000 kvadratmeter med 570 ensengsstuer forventes fortsat at åbne sidst i 2027. Schweiziske Herzog & de Meuron og danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter har med Rambøll og Artelia som ingeniører sat stregerne til supersygehuset i Favrholm.
Det store hospital opføres i hovedentreprise af NCC, som vandt opgaven i sommeren 2019. Aktuelt forventes det, at sygehuset står klar i sensommeren 2027.























