
Et af de store byggeprojekter i Københavns Nordhavn kan være på vej tilbage på sporet.
Det skriver Inside Business ifølge EjendomsWatch.
PensionDanmark er ifølge InsideBusiness i fremskredne forhandlinger med By & Havn om at etablere et fælles selskab, der skal udvikle området omkring den tidligere Tunnelfabrik.
Projektet omfatter omkring 80.000 kvadratmeter og har en forventet investeringsramme på mellem 2 og 3 milliarder kroner. Planen er at skabe et blandet byområde med blandt andet boliger, kontorer, restauranter og kultur.
Udviklingen har imidlertid været præget af usikkerhed. Urban Partners (dengang Nrep) var udset som udviklingspartner, men trak sig fra projektet i 2024. Siden har By & Havn forsøgt at finde en ny investor.
Hverken PensionDanmarks ejendomsdirektør, Torben Modvig, eller By & Havn ønsker over for InsideBusiness at kommentere oplysningerne om de aktuelle forhandlinger.
En af udfordringerne har været økonomien. Kombinationen af boliger, erhverv og kultur gør projektet mere komplekst, samtidig med at markedet for kontorer og detailhandel er under pres. Det har gjort investorer mere forsigtige.
Københavns Borgerrepræsentation vedtog allerede i maj 2022 en lokalplan, som åbner mulighed for en omfattende ombygning af den 261 meter lange og op til 125 meter brede fabrikshal. Den tidligere industribygning er 27 meter høj og skal efter planen indrettes med blandt andet erhverv, kontorer, restauranter, værksteder, øvelokaler, atelierer samt et koncert- og kulturhus.
I selve hallen er der planlagt omkring 400 boliger, mens der også arbejdes med mulighed for op mod 500 midlertidige boliger på arealerne omkring Tunnelfabrikken. Derudover er der lagt op til en dagligvarebutik på 1.200 kvadratmeter.
Hvis forhandlingerne mellem PensionDanmark og By & Havn ender med en aftale, kan det dermed blive et afgørende skridt for et projekt, der efter flere års tilløb endnu ikke er kommet i gang.






















