En af de første byggepladser til etableringen af Svanemøllen Skybrdustunnel ligger i Nordhavn i København. Foto: Hofor.
En af de første byggepladser til etableringen af Svanemøllen Skybrdustunnel ligger i Nordhavn i København. Foto: Hofor.

Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (Hofor), Novafos og Frederiksberg Forsyning har sendt hovedentreprisen for tunneleringen af Svanemøllen Skybrudstunnel i EU-udbud.

Projektet er et af de største og mest teknisk krævende anlægsprojekter i Danmark inden for klimasikring, lyder det i en pressemeddelelse fra Hofor.

– Udbuddet inviterer entreprenører med specialiseret erfaring i boring af tunneler til at byde på denne opgave, der er én af de helt store i international skala, udtaler Helle Kay, der er projektchef i Hofor med ansvar for Svanemøllen Skybrudstunnel.

Arbejdet med tunnelen begyndte i efteråret 2025 efter de nødvendige miljøtilladelser var på plads. Nu skal entreprenører med specialiseret erfaring i tunnelboring konkurrere om at vinde opgaven, som bliver udbudt med prækvalifikation og efterfølgende forhandling.

Annonce

Den nye tunnel bliver omkring 10 kilometer lang og placeres i en dybde på mellem 10 og 30 meter under terræn. Den får en kapacitet på cirka 100.000 kubikmeter vand og en diameter på op til knap 5 meter. Tunnelen etableres i to grene, der samles ved Svanemøllen Kaserne og fortsætter mod en ny pumpestation i Nordhavn i København.

Projektet omfatter blandt andet etablering af 13 skakte, 16 byggepladser og et omfattende ledningsanlæg. Selve tunnelarbejdet udføres med tunnelboremaskiner og vurderes at være den mest komplekse del af hele projektet, både teknisk og logistisk.

Formålet med tunnelen er at reducere oversvømmelser i den nordlige del af hovedstadsområdet. Når anlægget tages i brug, vil det kunne lede store mængder regn- og spildevand væk under skybrud. Samtidig forventes overløb til Utterslev Mose og nærliggende vandløb reduceret med 97 procent, mens udledningen til Øresund mindskes med 87 procent.

Fristen for at søge om prækvalifikation er den 15. juni 2026. De udvalgte virksomheder inviteres derefter til at afgive tilbud, hvorefter der gennemføres forhandlinger, inden den endelige entreprenør vælges. Tunnelen forventes at stå færdig og klar til drift i 2033.

Om udbudsprocessen

  • Der er tale om et EU-udbud, der gennemføres som udbud med forhandling med prækvalifikation.
  • Frist for at søge om prækvalifikation er den 15. juni 2026.
  • Invitation til at deltage i udbuddet sendes til de prækvalificerede tilbudsgivere forventeligt ultimo juli.
  • Herefter følger indlevering af første tilbud, fortsatte forhandlinger og indlevering af reviderede tilbud, før forsyningsselskaberne Hofor, Novafos og Frederiksberg Forsyning kan underskrive en kontrakt.

Om Svanemøllen Skybrudstunnel

  • Svanemøllen Skybrudstunnel etableres i det nordlige hovedstadsområde og vil opsamle regn- og spildevand fra Gladsaxe, Gentofte, Frederiksberg og Københavns Kommune.
  • Tunnelen bliver 10 kilometer lang og med en diameter på op til 4,9 meter.
  • Den kommer til at kunne rumme 100.000 kubikmeter vand.
  • Tunnelen kan opbevare regn- og spildevand, som ledes til renseanlægget, hvor det kan blive renset før udledning til Øresund.
  • Den forebygger oversvømmelser i det nordlige hovedstadsområde.
  • I det område, hvor tunnelen opsamler vand, vil den reducere overløb med regn- og spildevand til Utterslev Mose og vandløb med 97 procent og til Øresund med 87 procent.
  • Der kommer 16 byggepladser til tunnelbyggeriet, og der skal i alt etableres 13 skakte.
  • Anlægsarbejdet begyndte i slutningen af 2025, og tunnelen forventes sat i drift i 2033.

Kilde: Hofor.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev