
Kontorer i de nordiske lande bliver i gennemsnit kun brugt omkring en tredjedel af tiden, lyder det i en pressemeddelelse fra EG.
Samtidig er tomgangen i kontormarkedet i flere hovedstæder på det højeste niveau i mange år. Det skaber en voksende udfordring for virksomheder og ejendomsejere, som fortsat driver og servicerer kontorer, som om de er fuldt udnyttet.
Ifølge rapporten Nordic Workplace Utilization Report 2025 fra EG ligger den gennemsnitlige udnyttelse af kontorer på mellem 30 og 35 procent.
Alligevel planlægges drift, rengøring og energiforbrug ofte ud fra tidligere arbejdsmønstre. Det betyder, at store arealer opvarmes og vedligeholdes uden reelt behov.
– Hybridarbejde har ikke gjort kontoret irrelevant, men det har gjort tilstedeværelsen uforudsigelig, udtaler Kristin Berg, SVP i EG.
– Og når tilstedeværelsen er uforudsigelig, bliver det dyrt at belave sig på gætteri. Vores data viser, at mange organisationer stadig planlægger efter myter om spidsbelastning frem for faktiske mønstre. Det er her, omkostningerne opstår – ikke i hybridarbejdet, men i manglen på synlighed.
Rapporten viser også, at kontorbrug følger faste mønstre. Fremmødet er højest midt på ugen, især tirsdag og onsdag, mens aktiviteten falder frem mod fredag. Samtidig er ledigheden i kontormarkedet i byer som Stockholm, Oslo, Helsinki og København steget markant.
Ifølge rapporten bør virksomheder derfor i højere grad basere deres arealstrategi på data om faktisk brug af kontorerne. Ellers risikerer de at binde store værdier i lokaler, som kun udnyttes en brøkdel af tiden.






















