Der er opstået en alvorlig konflikt på rækkehusbyggeriet Kirsebærkvarteret i Kværkeby i Ringsted, hvor 190 boliger er under opførelse.
Det skriver Fagbladet 3F.
Ifølge fagforeningen 3F har omkring 20 ansatte hos en underentreprenør ikke modtaget løn siden april, og det samlede krav på løn, pension og tillæg overstiger 3,5 millioner kroner.
De berørte medarbejdere nedlagde arbejdet og blokerede torsdag byggepladsen i protest mod de manglende lønudbetalinger. Ifølge 3F har flere arbejdet i op til syv uger uden løn.
Sagen er blevet yderligere opsigtsvækkende efter en lydoptagelse, som fagforeningen er kommet i besiddelse af. Her bliver medarbejderne orienteret om, at underentreprenøren Woodelementer er i alvorlige økonomiske problemer. Samtidig bliver der fremlagt en løsning, hvor de ansatte kan modtage en del af deres tilgodehavende nu og senere søge resten dækket gennem Lønmodtagernes Garantifond.
Forslaget har udløst skarp kritik fra 3F, som mener, at det i praksis kan efterlade regningen hos garantifonden. De ansatte afviste tilbuddet.
Huscompagniet opfører projektet for ejendomsselskabet Velkomn.
Administrerende direktør Martin Ravn-Nielsen oplyser til Fagbladet 3F, at Huscompagniet har bortvist den involverede underentreprenør midlertidigt, mens sagen undersøges nærmere.
– Vi tager skarp afstand for ethvert brud på love og regler. Det er i forlængelse af dette også klart, at sådanne brud får konsekvenser for vores samarbejde med de involverede underentreprenører, lyder det fra Martin Ravn-Nielsen til Fagbladet 3F.





















