Millionpulje til genopretning af havnatur langs Danmarks kyster

Kommuner og organisationer kan nu søge om støtte på op mod 12 mio. kroner til projekter, der bidrager til genopretning af havnaturen.

En ny millionpulje er netop åbnet for at styrke havnaturen langs de danske kyster.

Det skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

I alt er der afsat 43,5 millioner kroner, som kommuner, foreninger og organisationer kan søge om til projekter, der skal genskabe levesteder under havets overflade.

– I årtier har vi ødelagt vigtige levesteder under havets overflade. Stenrev, ålegræs, muslingebanker og tangskove er forsvundet, og det har direkte konsekvenser for de kystnære fiskebestande og havpattedyr, der har mistet både fødesøgnings- og skjulesteder. Det er afgørende, at vi får vendt udviklingen og giver tilbage til havet, udtaler miljøminister Magnus Heunicke (S).

Puljen er oprettet af Havnaturfonden i samarbejde med Den Danske Naturfond og har til formål at forbedre biodiversiteten i de indre danske farvande. Midlerne kan bruges til at genskabe stenrev, muslingebanker og ålegræs, der er afgørende for både fisk og havpattedyr.

Aftalekredsen bag Havnaturfonden har afsat 29 millioner kroner, mens Den Danske Naturfond har bidraget med yderligere 14,5 millioner kroner.

I 2025 vil der være særligt fokus på projekter i Sejerø Bugt, Samsø Bælt, Storebælt og det Sydfynske Øhav, hvor tidligere stenfiskeri har gjort stor skade.

Fakta

Ansøgningspuljen er åben i perioden fra den 22. september 2025 til den 26. oktober 2025.

Læs mere her om, hvordan du søger her.

Betingelser for at et projekt kan søge tilskud:

  • Projektet kan ansøge om at genoprette stenrev, biogene rev og/eller ålegræsbede
  • Projektet skal genoprette natur.
  • Der kan søges om 3-12 millioner kroner
  • Der skal udarbejdes en biologisk baseline

Ansøgninger vil blive prioriteret på baggrund af følgende faglige kriterier:

  • Genopretningspotentialet med henblik på at opnå størst mulig natureffekt
  • Projekternes modenhed med henblik på hurtigt at kunne påbegynde indsatsen
  • Planlægning og kompetencer
  • Geografisk placering inden for de prioriterede områder (Storebælt, Samsø Bælt og Sejerø Bugt samt Sydfynske Øhav)
  • Lokal inddragelse
  • Medfinansiering

Kommuner, sammenslutninger af kommuner og private organisationer kan søge om tilskud til marine naturgenopretningsprojekter. ”Private organisationer” dækker i denne sammenhæng over NGO’er, nonprofitorganisationer, interesseorganisationer med videre, men ikke over forskningsinstitutioner som for eksempel universiteter. Privatpersoner eller virksomheder kan ikke søge denne tilskudspulje.

Kilde: Miljø- og Ligestillingsministeriet.

Tilmeld Nyhedsbrev