Melius vil omdanne eksisterende almene boliger i Kolding til 35 betalbare ejerboliger baseret på et DIY-koncept, hvor køberne selv færdiggør dele af boligen. Projektet skal afprøve en ny model for, hvordan eksisterende boligbebyggelser kan bevares og udvikles, samtidig med at flere får adgang til ejerboligmarkedet. Foto: PR.
Melius vil omdanne eksisterende almene boliger i Kolding til 35 betalbare ejerboliger baseret på et DIY-koncept, hvor køberne selv færdiggør dele af boligen. Projektet skal afprøve en ny model for, hvordan eksisterende boligbebyggelser kan bevares og udvikles, samtidig med at flere får adgang til ejerboligmarkedet. Foto: PR.

Gamle bygninger skal i langt højere grad bruges som løsningen på fremtidens boligbehov, lyder det i en pressemeddelelse fra Realdania.

Derfor har den filantropiske forening sammen med en række fonde udpeget fire nye eksempelprojekter, der skal vise, hvordan eksisterende bygninger kan få nyt liv som boliger frem for at blive revet ned.

De fire projekter får del i 3,5 millioner kroner til udvikling og dokumentation og skal samtidig levere erfaringer, som andre bygherrer kan bruge.

– Vi har brug for flere eksempler, der, på en inspirerende måde, viser, hvordan eksisterende bygninger kan blive en større del af løsningen på fremtidens boligbehov, udtaler Simon Kofod-Svendsen, projektleder for Bevar Mere i Realdania.

– De fire projekter afprøver forskellige veje, men fælles for dem er, at de skaber viden og erfaringer, som andre kan bygge videre på.

Et af de mest markante projekter ligger i Tønder, hvor det tidligere Leos Plejecenter efter næsten 100 år som plejehjem skal omdannes til 36 boliger med fokus på fællesskab, sundhed og et aktivt liv gennem forskellige livsfaser.

På Amager vil boligorganisationen Vibo bygge 25 nye boliger i hidtil uudnyttede tagrum, mens Domea.dk vil etablere 76 ældreboliger oven på det eksisterende Peder Lykke Center. Målet er at skabe flere boliger uden at beslaglægge nye arealer eller rive velfærdsbyggeri ned.

I Kolding skal byudvikleren Melius afprøve en ny model, hvor eksisterende almene boliger omdannes til 35 betalbare ejerboliger. Her skal køberne selv færdiggøre dele af boligerne, hvilket skal gøre det billigere at komme ind på ejerboligmarkedet.

Bag initiativet står Realdania, Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden og Dreyers Fond.

Ambitionen er at bevise, at genbrug af eksisterende bygninger både kan reducere ressourceforbrug og klimaaftryk og samtidig skabe attraktive boliger. Med de fire nye projekter tæller indsatsen nu i alt 11 eksempelbyggerier rundt om i landet.

De fire nye Bevar Mere-eksempelbyggerier

Peder Lykke Centeret på Amager – almene ældreboliger på toppen

Domea.dk vil etablere 76 almene ældreboliger oven på det eksisterende Peder Lykke Center på Amager.

Projektet skal vise, hvordan eksisterende plejecentre kan fortættes med nye boliger frem for at blive revet ned – også mens bygningen fortsat er i drift.

Bygherre: Domea.dk

Hold: Lokal, Sweco


Boliger for hele livet i Tønder

Tønder Andelsboligforening vil omdanne det tidligere Leos Plejecenter til 36 fleksible boliger med fokus på fællesskab, tilgængelighed og livskvalitet.

Projektet skal udvikle og dokumentere løsninger, der gør det muligt at omdanne eksisterende bygninger med et lavere ressourceforbrug og klimaaftryk.

Bygherre: Tønder Andelsboligforening

Hold: Nord arkitekter, VIA University College


Frankrigsgade på Amager – fra tomme tagrum til tagboliger

Vibo vil omdanne tomme tagrum i to almene boligbebyggelser på Amager til 25 nye boliger.

Projektet skal vise, hvordan uudnyttede tagrum kan skabe flere boliger i den tætte by uden at inddrage nye arealer.

Bygherre: Vibo

Hold: Paludan & Ramsager Arkitektfirma, WIA arkitekter, Torkil Laursen Ingeniører


Fra almene boliger til betalbare DIY-ejerboliger

Melius vil omdanne eksisterende almene boliger i Kolding til 35 betalbare ejerboliger baseret på et DIY-koncept, hvor køberne selv færdiggør dele af boligen.

Projektet skal afprøve en ny model for, hvordan eksisterende boligbebyggelser kan bevares og udvikles, samtidig med at flere får adgang til ejerboligmarkedet.

Bygherre: Melius

Kilde: Realdania.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev