Udviklingen af Køge Nord fortsætter, men planerne for nye boliger er i stigende grad udfordret af trafikstøj fra Køge Bugt Motorvejen.
Det fremgår af kommunens halvårsstatus for 2025 for udviklingen af området.
Vejdirektoratet nedlagde tilbage i maj 2023 veto mod en ny lokalplan for en 59.000 kvadratmeter stor, privatejet landbrugsejendom på Ølsemagle Kirkevej 59, hvor der skulle bygges 385 boliger.
I samarbejde med Sweco Architects står Gefion Group bag det store projekt med boligbyggeri i tre-syv etager tæt på Køge Nord Station.
Ejendomsudviklingsselskabet indgik i begyndelsen af 2022 en købsaftale om et 48.000 kvadratmeter stort areal i området med henblik på at bygge 3.000 kvadratmeter erhverv samt 240 familieboliger og 145 studieboliger med et samlet etageareal på 25.000 kvadratmeter.
En ny lokalplan for området har da også været undervejs siden november 2020, hvor politikerne i klima- og planudvalget i Køge Kommune satte gang i planprocessen.
Men politikerne må starte forfra.
I en mail fra maj 2025 opretholder minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), nemlig direktoratets indsigelse, hvilket betyder, at lokalplanen i sin nuværende form ikke kan vedtages.
Udviklingen af Køge Nord er ramt af lidt af et paradoks. På den ene side følger udviklingen et princip i Fingerplanen, der skal sikre byvækst omkring stationer. På den anden side hæmmes udviklingen af de støjmæssige udfordringer, som opstår, når motorveje løber parallelt med banerne.
Det vækker ifølge SN.dk undren hos borgmester i Køge Kommune, Marie Stærke (S).
– Det er jo også lidt underligt at man fra statens side bruger omkring 10 milliarder kroner på at bygge en ny station, fordi man gerne vil have flere til at bruge offentlig transport, siger hun til avisen.
– Her har vi som kommune hele tiden haft planer om at udbygge i området, så folk kan bo tæt på stationen. Lige nu kan vi så bare ikke komme videre med boligplanerne tæt på stationen.
Kommunen arbejder derfor både politisk og strategisk med støjproblematikken. Køge deltager i det regionale samarbejde “Silent City” med 16 kommuner og Region Hovedstaden, hvor der arbejdes for bedre støjafskærmning, lavere hastigheder på motorveje og en mere helhedsorienteret vurdering af støjens samfundsøkonomiske konsekvenser.
På planlægningssiden peger kommunen på behovet for en ny strategisk udviklingsplan for de stationsnære områder omkring Køge Nord Station. Målet er at skabe en mere fleksibel bystruktur, hvor bolig og erhverv i højere grad blandes, og hvor støjudfordringer kan håndteres i samspil med en mere robust og markedsorienteret udvikling.
Erhvervsbyggeri ud mod motorvejen skal fungere som en støjafskærmning mod og efter planen skal der være plads til både kontor- og produktionsvirksomheder. Der skal være tale om produktionsvirksomheder, der uden miljøproblemer kan placeres bynært.
Minister sætter embedsværket i sving
By- og landdistriksministeren anerkender dog, at sagen blotter en problemstilling, der skal kigges efter i sømmene af embedsværket.
“Derudover viser sagen, at der er nogle åbenlyse problemer forbundet med, at vi anlægger en stor og succesfuld togstation, samtidig med at de eksisterende regler ikke tillader byudvikling omkring stationen. Der kan derfor være grund til at se nærmere på planlovens regler for byudvikling i forbindelse med nye stationer som Køge Nord. Det kan eventuelt ske i sammenhæng med en vurdering af fingerplanens stationsnærhedsprincip”, skriver ministeren i mailen.
“Jeg synes, at det er vigtigt, at vores regler ikke står i vejen for gode projekter. Jeg vil derfor bede mit embedsværk om at se på, om de eksisterende regler fungerer efter hensigten, og om der evt. er behov for en styrket vejledningsindsats”, skriver ministeren.
I Køge Nord Skovby er byggeriet dog i fuld gang. Bofællesskabet Plushusene er udlejet, og der blev i sidste uge afholdt rejsegilde på de 42 almene boliger, som FSB bygger i området.
De første rækkehuse på Alstærk er solgt, og samtidig er transformationen af Bramhøjgaard i gang, og området er ved at få karakter af et nyt bykvarter.























